Nyheder

"Vi gør det Danmark har brug for"

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var her til morgen gæst i Go'morgen Danmark efter en højdramatisk politisk weekend, der begyndte fredag aften, da regeringen indgik en skatteaftale med Venstre og Konservative.

Aftalen fik Enhedslisten til at erklære, at partiet ikke længere er støtteparti for regeringen, og en stor del af regeringspartiernes egne vælgere er utilfredse med aftalen.

Alligevel er Helle Thorning-Schmidt godt tilfreds med aftalen.

"Det lyder lidt mærkeligt, men vi får faktisk bedre mulighed for at gøre noget for de dårligst stillede med den her skatteaftale, fordi vi giver et større bidrag til de dårligst stillede pensionister. Vi giver mulighed for, at dem der er på gammel førtidspension kommer over på ny førtidspension, og vi får også mere ud af den her skatteaftale i forhold til, hvad vi kan gøre i velfærden. Sidst men ikke mindst så er det en skatteaftale, der sætter langt mere gang i økonomien og skaber flere job, og det er vi jo rigtig optaget af," siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun erkender, at forholdet til Enhedslisten har fået et knæk, med fredagens aftale og at det kan få betydning for finansloven senere på året, men hun mener, at aftalen er den bedste for landet, og det vejede tungest.

"Vi ved godt, at vi stiller os et meget svært sted, men vi gør det, som vi mener, Danmark har brug for, og den aftale vi har lavet med Venstre og De Konservative, den giver flere job, den giver mere gang i Danmark, den gør mere for de dårligst stillede pensionister, og så er det jo vores valg, hvor vi synes, vi får mest for de mennesker, vi repræsentere, og det mener vi, vi har fået med den her aftale," siger statsministeren.