Hærværk mod SF: "Klasseforræderi"

Skattereform med højrefløjen, krisemøder og nu også hærværk.

SF har i de seneste dage været i søgelyset. Først med skattereformen, som regeringen fredag indgik med Venstre og Konservative for næsen af Enhedslisten. Siden med krisemøde i partiet, hvor baglandet rettede en skarp kritik mod ledelsen.

Derfor har skatteminister Thor Möger Pedersen nu besluttet at tage på charmeoffensiv rundt i landet. Og mandag aften kommer den 27-årige minister til Aalborg for at forsvare skattereformen overfor sit bagland.

Men det møde falder ikke i god jord overalt. I hvertfald har nogle ukendte personer klistret et stort stykke papir op på et af partilokalets ruder i Løkkegade i Aalborg. På papiret står beskeden "Klasseforræderi".

I følge TV 2 Nord skal Thor Mögers møde afholdes i netop de lokaler.

Beskeden er formentlig en henvisning til skattereformen og det faktum at regeringen valgte at indgå aftale om skatterformen med Venstre og Konservative i stedet for Enhedslisten.