Nyheder

Spontan demonstration mod blå skatteaftale

Cirka 60 demonstranter mødte her til eftermiddag op over for Finansministeriet og foran Christiansborg i en spontan demonstration mod skattereformen, som regeringen har indgået med de traditionelle arvefjender i blå blok.

Demonstranterne har fundet hinanden via Facebook, og deres møde fik form af en rundbordsdiskussion, hvor alle de fremmødte fik lov til at fortælle, hvorfor de var utilfredse med skatteaftalen, og hvordan, de mener, aftalen kan bekæmpes.

De fremmødte er rystede over, at en formelt rød regering har accepteret en aftale, hvor finansieringen af en lettelse af topskatten er fundet ved at tage penge fra arbejdsløse, førtidspensionister og fleksjobbere.

"Vi mødes, fordi vi som vælgere er blevet umyndiggjort i forhold til, det mandat vi har givet til politikerne. Derfor sætter vi i dag ord på, hvorfor vi er frustrerede over, at de har gjort det det stik modsatte. I stedet for at skabe lighed og velfærd i vores samfund, skærer de i overførselsindkomsterne for at give skattelettelser til de rigeste i vores samfund," siger konsulent Victoria Risbjerg til TV 2 | NYHEDERNE.