Skatteaftale er blokpolitikkens død
Regeringen har med skatteaftalen fredag med Venstre og Konservative og Enhedslistens efterfølgende raseri set bort fra taktikken og indledt en hed periode, der vil kulminere i efterårets forhandlinger om finansloven.
Aftalen giver nemlig både Johanne Schmidt-Nielsens Enhedslisten og blå blok mulighed for at presse regeringen til det yderste i forhandlingerne, lyder vurderingen fra politisk kommentator Lotte Hansen.
Farvel røde regering
Og det kan i yderste konsekvens betyde et farvel til regeringen.
"Intet har været så usikkert, som det er nu," siger Lotte Hansen.
Hun tør endnu ikke spå om, om Enhedslisten reelt er parat til at vælte regeringen, men hun tror, at regeringen får svært ved at se sig selv i en kommende finanslovaftale.
Rød eller blå kompensation
"Aftalen bliver meget rød, hvis Johanne krone for krone skal have betalt tilbage for skatteaftalen. Og den bliver meget blå, hvis Løkke og Barfoed skal bakke op om en regering, som ellers ville være faldet," siger Lotte Hansen.
Hun regner ikke med, at finansminister Bjarne Corydon (S) igen kan have held med det, som Lotte Hansen betegner som et "konkurrence udbud".
Han har i forhandlingerne om skatten haft to parter, som han har haft held med at sætte op mod hinanden.
"Jeg troede egentlig, at vi ville have set en finanslov, hvor store dele havde været de facto-afstemt med Enhedslisten, men det får vi ikke at se nu. Nu bliver det en frit svævende regering, som vil appellere vidt og bredt, og så vi se, hvad der sker. Man kan sige, at med aftalen er blokpolitikken død. Finanslovforhandlingerne bliver meget polariseret," siger Lotte Hansen.