Nyheder

SF'ere raser over blå skattereform

Det vækker harme og stor utilfredshed hos flere SF'ere, at regeringen fredag aften valgte at forhandle en skatteaftale i hus med Venstre og De Konservative i stedet for at indgå aftalen med Enhedslisten.

SF's socialordfører, Özlem Cekic, meddelte allerede fredag aften, at hun var meget skuffet over skatteaftalen, om hun ikke vil stemme for, når den skal til afstemning i folketingssalen.

Og en nattesøvn har ikke mindsket hendes vrede:

"Jeg er meget, meget skuffet over, at SF's forhandlere har indgået en aftale, hvor man tager penge fra de arbejdsløse, førtidspensionister og fleksjobbere for at kunne finansiere hævelsen af topskattegrænsen," siger Özlem Cekic.

"Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan kalde det for rød politik, når man tager fra bunden på den måde."

Spørgsmål: Men giver det så overhovedet mening for dig at være medlem af SF længere?

"Jeg er SF'er. Og det er også derfor, at jeg stemmer som en SF’er, når jeg går ned i Folketingssalen og stemmer imod skatteaftalen," svarer Özlem Cekic.

Hun er ikke den eneste i SF, der har svært ved at genkende sit partis politik i den nye skatteaftale.

Özlem Cekic fortæller, at hun har fået mange henvendelser fra folk i SF's bagland, der deler hendes harme.

Hvor mange tør tage konsekvensen

En af dem er Ida Rosendal Damborg, der er folketingskandidat for SF i storkreds Sydjylland og medlem af landsledelsen.

I en besked til Özlem Cekic på Facebook skriver Ida Rosendal Dambog, at "vi er mange i SF, der bakker dig op ... Hvor mange, der så tør, er en anden sag".

Inde på Christiansborg er SF's folkevalgte svære at opstøve kommentarer fra. Holger K. Nielsen er meget kontant i sagen, som han "bestemt ikke har nogen kommentarer til".

Søndag mødes partiets folketingspolitikere med landsledelsen for at drøfte sagen.