Nyheder

Pia K.: Johanne må vælte Helles finanslov

Enhedslisten må lade ord følge handling og vælte regeringen på finansloven. Sådan siger Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, fordi Enhedslistens tillid til regeringen ifølge politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen er "ikke-eksisterende" efter den blå skattereform med Venstre og De Konservative.

"Jeg forstår udmærket, at Enhedslisten som regeringens parlamentariske grundlag føler sig forrådt og ydmyget. Det er en socialt skæv skattereform, som den røde regering har indgået med Venstre og De Konservative," siger Pia Kjærsgaard

"Men når Johanne Schmidt-Nielsen siger, at hendes tillid er ikke-eksisterende, skal hun holdes op på det. Når hun udtrykker så stor mistillid, bør hun vælte regeringen," siger hun.

Mistillid kan vælte regeringen

En dansk regering kan ikke blive siddende, men må gå af, hvis den mødes af mistillid fra et flertal i Folketinget. Det kan ske ved et mistillidsvotum, altså et forslag til vedtagelse i folketingssalen.

Dansk Folkeparti stemmer som enhedslisten mod skatteaftalen. Regningen betales af arbejdsløse og folkepensionister, når de offentlige overførsler reguleres langsommere end nu. Desuden rammer højere afgifter de socialt svageste hårdest," siger hun.

"Man tager penge fra overførslerne for at lette topskatten for folk i arbejde. Plus man pålægger dagligvarer ekstra afgifter. Det vender altid den tunge ende nedad," siger Pia Kjærsgaard.

DF overvejer muligheder ved forhandlingerne

Dansk Folkeparti overvejer politiske træk, når Folketinget den 6. september førstebehandler regeringens finanslovforslag for 2013, påpeger hun.

"Regeringen bliver konfronteret med alt dette ved førstebehandlingen af finansloven. Med mindre Venstre og de Konservative har indgået en studehandel, bør de også være interesseret i at vælte regeringen," siger Pia Kjærsgaard.