Nyheder

Venstre: Regeringen kalder på os

Det bliver Claus Hjort Frederiksen, Peter Christensen og Torsten Schack Pedersen, der i Lars Løkke Rasmussens(V) fravær skal genoptage forhandling-erne med regeringen om skattereformen. Og partiet håber på en skatteaftale:

"Vi møder op til forhandlingerne, fordi Danmark har brug for en blå skattereform. Danmark har ikke brug for en rød skattereform med Enhedslisten. Regeringen kalder jo på os. Jeg går ud fra, det er fordi, de gerne vil lave en bedre skatteaftale for Danmark. Og det vil vi gerne være med til."

"Der er så meget, der kan samles os"

Peter Christensen mener, at parterne tilsammen kan finde nogle alternative løsninger end at pille ved værdien af rentefradraget for boligejerne.

Det er et af de krav, som Venstre flere gange har stillet til forhandlingerne - ligesom der heller ikke må pilles ved folkepensionisternes pensioner.

"Der er så meget, der kan samles os. Lad os snakke om det. Vi er kommet med bud, og der findes sikkert andre variationer af dem," siger Peter Christensen.

"Vi er fleksible og til at tale med"

Han understreger, at der er en stor palet af bud på alternativer til finansieringen af skattereformen, og at Venstre også har andre bud med ind til forhandlingerne i dag. Han siger samtidig, at Venstre er fleksible og til at snakke med.

De udmeldinger står i skarp kontrast til de - næsten ultimative - krav til forhandlingerne, som Venstre tidligere er mødt med til forhandlingerne med regeringen.

"Når alt kommer til alt, handler det om at få lavet en skattereform, hvor vi kan få lavet et større arbejdsudbud og kan få sat gang i aktiviteten," siger Peter Christensen.

Statsministeriets departementschef deltager også

Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, deltager også i forhandlingerne om skattereformen mellem regeringen og Venstre.

"Det siger noget om, hvor stor betydning forhandlingerne har," siger TV 2s politiske kommentator, Henrik Qvortrup.