Nyheder

SF'er: Jeg er dybt skuffet over aftale

Enhedslisten er rasende over, at regeringen har indgået en skattereform med de borgerlige partier, men de er ikke ene om at synes, at aftalen aldrig burde været indgået, og at regeringen har svigtet de svage grupper i samfundet.

SF's socialordfører, Özlem Cekic, er dybt skuffet over SF's forhandlere.

"Jeg synes, det er dybt skuffende, at SF's forhandlere har valgt at indgå en aftale, der tager fra bunden for at hæve topskattegrænsen," siger hun.

"Jeg fatter ikke, hvordan det kan være rød politik at tage fra arbejdsløse, handicappede, syge, efterlønnere, fleksjobbere og førtidspensionister for at hæve topskattegrænsen. Jeg har svært at genkende mit parti, som altid har kæmpet for lighed. Jeg er dybt, dybt skuffet. Folk har ikke stemt på SF for, at vi skulle føre højrefløjens fordelingspolitik," siger hun.

Hun har svært ved at forstå, hvordan man som SF'er kan stemme for, at man tager 13.000 kroner årligt fra de arbejdsløse for at hæve topskattegrænsen.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) fortryder ikke, at han står bag en skattereform med Venstre og De Konservative, selv om mange SF'ere og socialdemokrater ønsker en ren rød skattereform med Enhedslisten, som regeringen forhandlede længe med.

"For mig er det afgørende, hvilket indhold en skattereform har. Skatteaftalen, der er indgået, er stærk. Den sætter gang i hjulene, øger arbejdspladserne og har fokus på, at folk med lavindkomster får mere ud af at gå på arbejde," siger skatteministeren.