Nyheder

Løkke: "Jeg er pænt tilfreds"

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde svært ved at skjule sin tilfredshed over den indgåede skatteaftale, da han sent fredag var direkte igennem fra Rio på TV 2|NEWS.

"Vi har fået tre massive indrømmelser: Vi har undgået det overgreb regeringen var på vej med over for boligejerne. Det ville ramme ikke mindst de ungeboligejere - hver femte danske boligejer. Vi har undgået overgrebet mod folkepensionisterne. Og så har vi - for det tredje - fået fjernet den der mærkelige form for aldersdiskriminering, der var lagt op til, hvor folk over 65 år ikke skulle have glæde af den her massive forøgelse af topskattegrænsen, som kommer nu," forklarede Lars Løkke Rasmussen fra Rio, hvor han er til klimatopmøde.

Lars Løkke Rasmussen påpeger at regeringen var godt og grundig på vej til at sælge ud af regeringens egen økonomiske politik overfor Enhedslisten.

"Derfor var det også vigtigt at gribe fat i regeringen og sige: tænk jer nu om. Og det var grunden til, at jeg i går (torsdag) henvendte mig direkte i et brev til økonomiministeren, og det var det, der banede vejen til at Venstre i dag kom tilbage i forhandlingslokalet," lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Sendte også et brev til Vestager

Selve slutspillet om skatten begyndte imidlertid med sms-dialog onsdag om skat mellem økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og Venstres Claus Hjort Frederiksen.

Den blev fulgt op af et brev torsdag fra Lars Løkke og endte med et tilbud, Venstre ikke kunne sige nej til. Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i korrespondancen.

"Kære Margrete", skrev Lars Løkke Rasmussen torsdag eftermiddag i et brev til Margrethe Vestager.

Han sad i Rio, men via Venstre blev brevet bragt til ministeriet klokken 15.

Skræmt over udsigt til aftale med Enhedslisten

Løkke meldte sig på banen skræmt ved tanken om, at man reelt var meget tæt på en aftale med Enhedslisten.

Det vil fjerne nedskæringen på overførselsindkomster, som VK ikke selv kunne komme igennem med - og det vil samtidig betyde, at Venstre ville fraskrive sig en skattereform, som i sit udgangspunkt var usædvanligt blå.

I brevet til Vestager foreslår Løkke at lette marginalskatten, så det ikke kun er grænsen for topskat, der øges. Men også, at procenten sættes ned, en ny slags mellemskat. Samtidig gør han det klart, at beskæringen i rentefradraget skal væk.

Aftenen før, onsdag, var der sms'er og en enkelt samtale mellem Margrethe Vestager og Venstres Claus Hjort Frederiksen.

Hvad de talte om, ved kun de to - til gengæld har Fyens Stiftstidende fået aktindsigt i deres sms'er.

Vestager åbner ballet med en sms, hvor hun skriver, at hun hører så meget, men at hun gerne vil tale med Hjort. Det vil han også gerne.

Torsdag fortsætter de med at sende sms'er og efter Løkkes brev gør Vestager det klart for Hjort, at hun og regeringen gerne vil tale, om end hun ikke hører nye toner fra Venstre. Her lægger hun vægt på, at der skal skæres i rentefradraget.

På dette tidspunkt er Venstre på vej ned fra træet - presset af baglandet og efterhånden også noget presset af udsigten til, at Enhedslisten er ved at være ved vejs ende som forhandlingspartner, skriver avisen.

Var det sket, ville den usædvanligt blå skattereform være blevet om ikke rød, så dog lyslilla.

Fredag morgen gav regeringen så Venstre et tilbud om at droppe nedskæringen af rentefradraget og beskæringen på folkepensionisterne.

Det tilbud kom fra finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF). Vestagers krav til Hjort om rentefradraget var ude - men invitationen til forhandling var til stede.

Klokken 15 kom Venstre til forhandling - efter en time var der reelt forlig. Venstre trak sig tilbage, ringede til Lars Løkke i Rio, og så var forliget en realitet, skriver Fyens Stiftstidende.