Nyheder

Mathias har fået sin store drøm opfyldt

De færreste kommer nogensinde til at møde fodboldspilleren Cristiano Ronaldo. Men for 12-årige Mathias Billstrøm fra Slagelse går drømmen måske i opfyldelse på onsdag.

Det er nemlig Mathias, der skal danne fortrop, når den første semifinale i EM i fodbold spilles i Ukraine. Her skal Mathias bære bolden ind foran dommeren og spillerne.

Mathias er blevet udvalgt til det ærefulde hverv af en særlig grund.

"Det er fordi, jeg er blevet opereret i maven, og har ligget på hospitalet i lang tid," siger Mathias til TV 2 Nyhederne.

Mathias lider af en arvelig tarmsygdom, som kostede hans mor livet, da han var tre år. Derfor har ønskefonden "Make a Wish" nu udvalgt Mathias til at blive sendt til Ukraine, hvor han måske kommer til at møde sit helt store idol Cristiano Ronaldo.

"Jeg synes, at det er den største oplevelse, jeg har fået i mit liv," siger Mathias.

Om hans drøm om at møde Ronaldo bliver opfyldt, vil blive afgjort i aften, når Tjekkiet og Portugal spiller kvartfinale.