Nyheder

Løkke: Nu vil Venstre forhandle

Partiet Venstre melder sig alligevel klar til at forhandle skat med regeringen.

Det fortæller Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, til TV 2 Nyhederne.

"Vi vil gerne give det her et sidste forsøg. Vi vil gerne sende et forhandlingshold ind i Finansministeriet i morgen. For nu må regeringen vælge," lyder det fra Lars Løkke Rasmussen, der befinder sig til klimatopmøde i Rio og derfor sender forhandlere til Finansministeriet fredag.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er Venstre ikke parate til at gå på kompromis med eksempelvis at forringe rentefradragsretten.

"Vi vil heller ikke være med til at lave et overgreb mod pensionisterne. Men derudover så er vi jo åbne for at diskutere," siger Venstre-formanden til TV 2 Nyhederne.

Kritik for at rejse til Rio

Venstres melding kommer efter massiv kritik fra ikke mindst den konservative formand, Lars Barfoed, der har kritiseret Løkke for at rejse til klimatopmøde i Rio i stedet for at forhandle skat i Danmark.

"Lars Løkke må overveje, om ikke verdens klima kan klare sig uden ham, eller om en anden fra Venstre kan sidde med ved forhandlingsbordet," sagde Lars Barfoed til TV 2.

Men det er ikke den konservative leders opfordring til Venstre, der får Løkke til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

"Det er mere det forhold, at regeringen forhandler med Enhedslisten," siger Lars Løkke Rasmussen.