Nyheder

Barfoed: Det er en fin løsning

Lars Løkke Rasmussen har i dag meldt ud, at Venstre nu er parat til at sætte sig tilbage til bordet og forhandle om en skattereform.

Udmeldingen kommer efter de Konservatives leder Lars Barfoed i dag krævede at Venstre kom tilbage til forhandlingerne.

"Hvis ikke de borgerlige partier står sammen om at forhandle en skattereform hjem med regeringen, så risikerer vi, at det er gammel-kommunisterne - Enhedslisten - der for lov at lægge kursen for den økonomiske udvikling i Danmark. Og det kan vi ikke være bekendt," sagde Barfoed tidligere i dag til TV 2 News.

Til aften sagde Lars Løkke, som er i Rio, i 19 Nyhederne, at han nu sender et forhandlingsteam fra partiet.

"Det synes jeg er fint. Vi er nogle der har siddet ved forhandlingsbordet et stykke tid. Jeg er glad for at venstre nu er med, fordi det vil øge chancen for, at vi kan få en skattereform med reelle skattelettelser til danskerne og flere arbejdspladser," siger Lars Barfoed efter Lars Løkkes udmelding.

Der er ikke lang tid tilbage

Politisk kommentator Hans Engell mener, at regeringen og Venstre er under pres:

"Vi begynder at nærme os lukketid. Når vi kommer frem til slutningen af næste uge, så er løbet kørt. Hvis regeringen skal have en skattereform på plads inden sommerpausen, så er der kun godt og vel en uge tilbage," siger han til TV 2 News.

"Det der foregår nu, er et meget, meget taktisk spil, hvor rollerne fordeles. Det er nu at ansvaret for forhandlingerne uddeles," siger Engell.