Nyheder

Thornings nedtur har bidt sig fast

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraternes nedtur har for alvor bidt sig fast.

For to uger siden viste en meningsmåling, som Megafon foretog for TV 2 Nyhederne og Politiken, at kun 16,9 procent af danskerne ville stemme på partiet, hvis der var valg i dag.

I den seneste måling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau, fortsætter nedturen.

I dag vil blot 16,8 procent af danskerne sætte kryds ud for statsminister Helle Thorning-Schmidts parti.

Sådan ville vælgerne stemme i dag

Regeringspartierne samler blot 59 mandater i ny meningsmåling. Venstre får alene 60.

* Voxmeter har for Ritzau spurgt 1040 repræsentativt udvalgte personer over 18 år, hvilket parti de vil stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen.

* Rød blok står til at få 76 mandater og blå blok til 99. Ud over de danske mandater er der fire nordatlantiske mandater - to fra Grønland og to fra Færøerne - der i dag fordeler sig med tre til rød blok og et til blå blok.

* Sådan fordeler stemmerne sig på partierne (tal i parentes er stemmefordelingen ved folketingsvalget 15. september 2011):

* Socialdemokraterne: 30 mandater, svarende til 16,8 procent (24,8)

* SF: 12 mandater, svarende til 6,8 procent (9,2)

* Det Radikale Venstre: 17 mandater, svarende til 9,9 procent (9,5)

* Enhedslisten: 17 mandater, svarende til 9,5 procent (6,7)

* Venstre: 60 mandater, svarende til 34,0 procent (26,7)

* Det Konservative Folkeparti: 8 mandater, svarende til 4,4 procent (4,9)

* Dansk Folkeparti: 23 mandater, svarende til 13,2 procent (12,3)

* Liberal Alliance: 8 mandater, svarende til 4,5 procent (5,0)

* Kristendemokraterne: 0 mandater, svarende til 0,6 procent (0,8)

* Øvrige: 0 mandater, svarende til 0 procent

Meningsmålingen baserer sig på interview gennemført via telefon og internet i perioden fra den 4. juni til den 10. juni 2012. Den maksimale usikkerhed er på +/-2,9 procentpoint for et parti.

Rivalerne hos Venstre ville få hele 34 procent af stemmerne og blive større end de tre regeringspartier S, R, SF - tilsammen, viser målingen.

Forsker: Ser ikke godt ud

Det punkt hvor Socialdemokraterne kunne håbe på, at der var tale om måleusikkerheder, er for længst forbi, fastslår valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Han henviser til, at målinger fra to andre institutter har vist samme lave niveau i den seneste tid - ingen dog så lave som Voxmeters tal.

"Det ser ikke særlig godt ud for regeringen. Partierne svinger som regel omkring nogle niveauer, som de vender tilbage til. Og Socialdemokraternes niveau har over lang tid været for nedadgående," siger Rune Stubager.

"Det farlige for dem er, hvis det sætter sig, så deres nye middelniveau rykker ned til omkring 20 procent. Det kan man på ingen måde afvise," tilføjer han.

En svær tid

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kalder tallene elendige.

"Vi har en svær tid, det er der slet ingen tvivl om. Det kan skyldes, at vi enten kommunikerer for dårligt, eller at folk er uenige i vores politik," siger han.

"Der er kun en vej frem, og det er at levere resultater og være helt sikre på, at folk kan genkende vores socialdemokratiske værdier," tilføjer Magnus Heunicke.

Valgforsker Rune Stubager vurderer, at den socialdemokratiske vælgerkrise helt entydigt skyldes, at vælgerne er uenige i partiets politik.

Han mener ikke, at der er tale om personspørgsmål.

"De har udstedt nogle løfter på nogle velfærdsområder, som en god del af deres traditionelle kernevælgere har været rigtig glade for. Og så har de ikke indfriet dem," konstaterer Rune Stubager.

Vælgerne flygter fra øget arbejdstid

Voxmeter-målingen er foretaget i dagene omkring sammenbruddet i regeringens stort anlagte trepartsforhandlinger, hvor finansminister Bjarne Corydon måtte opgive at få fagbevægelsen med.

Sammen med skattereformen er trepartsforhandlingerne, hvor det blandt andet har været på tale at øge arbejdstiden, efter Rune Stubagers vurdering noget af det, der har fået socialdemokratiske vælgere til at flygte.

I den borgerlige lejr sikrer Venstres betydelige fremgang et solidt flertal, mens De Konservative fortsat ligger til omkring fire procent af stemmerne. Dansk Folkeparti står til 13,2 procent og Liberal Alliance til 4,5 procent.