Nyheder

Sort arbejde skal jagtes inde i folks baghave

VIDEO:Oppositionen er stærkt kritisk overfor et nyt forslag fra regeringen, der skal gøre det lettere for Skat at afsløre sort arbejde.

"Det er et angreb på grundloven," siger den konservative skatteordfører Brian Mikkelsen ligefrem.

Vreden skyldes, at Skat fremover får lov til at gå ind i en privat have og lave kontrol, hvis man kan se, at der er byggeri eller andet anlægsarbejde i gang.

Det gør det lettere for Skat at kontrollere, om det er sort arbejde.

Forslaget har opbakning fra regeringen og Enhedslisten - og dermed flertal i Folketinget, hvor det efter planen bliver vedtaget i morgen.

TV 2 Nyhederne var i dag ude på villavejene for at høre, hvad husejerne siger til lovændringen. Per Stokholm, der er ved at få nyt tag på sit hus, er positiv overfor ideen.

"Hvorfor skal jeg betale for alle mulige andre, der får lavet sort arbejde," spørger han.