Professor: Trepart kan køre videre
Det er ikke sikkert, at det sidste punktum er sat i trepartsforhandlingerne. Det vurderer professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Aalborg Universitet.
"Jeg ser det ikke som et endeligt sammenbrud. Finansministeren har ikke været ved et forhandlingsbord, hvor han har kunnet konstatere noget officielt."
"Ministeren har reageret mere eller mindre på en tilfældig pressemeddelelse fra en interesseorganisation."
"Det er fuldstændigt usædvanligt i dansk politik, at han gør det. Enten er det amatøragtigt, eller også må der ligge en større kalkulation bag," siger Henning Jørgensen.
Det var meldingen fra Dansk Metal om, at fagforbundet ikke kunne gå med til at sløjfe en feriefridag eller helligdage for at skaffe mere arbejdskraft, der fik finansminister Bjarne Corydon (S) til at aflyse trepartsforhandlingerne.
Men professoren gør opmærksom på, at Dansk Metal kun er et medlem af LO-familien.
"Den daglige ledelse i LO har møde senere fredag, og derefter mødes hovedbestyrelsen. Der kan komme et initiativ til at få genoptaget forhandlingerne med accept af nogle præmisser," siger Henning Jørgensen.
Professoren peger på, at der står alt for meget på spil.
"Der har været en stor optakt til trepartsforhandlingerne, alle har forberedt sig grundigt i lang tid, der står så meget på spil. Alle - lønmodtagere, arbejdsgivere og regeringen - vil blive tabere."
"Derfor er det helt uhørt, at finansministeren reagerer på en pressemeddelelse. Jeg har ikke set det før. Der er heller ikke lukket af for forhandlinger hverken fra finansministeren eller Helle Thornings side," siger Henning Jørgensen.