Nyheder

Dansk Metal: Vi rører ikke helligdagene

Formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, er ked af, at regeringen aflyser trepartsforhandlingerne, men beslutningen om, at forbundet ikke vil røre danskernes ferie- og helligdage, står fast:

"Udmeldingen i går var nagelfast, og det er den også i dag. Der skal ske et eller andet ekstraordinært, hvis der skal ændres på det. Der kan komme noget på dagpengene, på dagpengeperiodens længde eller på fagforeningskontingentet," siger Thorkild E. Jensen til TV 2.

"Medlemmerne forstår det ikke"

Han forklarer, at man på et møde i forbundets hovedbestyrelse havde en god drøftelse om trepartsforhandlingerne:

"Diskussionerne mundede ud i en beslutning om, at vi ikke kunne levere en feriedag og heller ikke nogen helligdage, fordi der er høj arbejdsløshed for tiden, så medlemmerne forstår ikke, hvorfor der er behov for at øge udbuddet på nuværende tidspunkt," siger Thorkild E. Jensen.

Afviser ikke ny drøftelse om helligdage

Han afviser imidlertid ikke, at hovedbestyrelsen igen kan tage drøftelsen om ferie- og helligdage op igen:

"Der kan komme noget på bordet, som er så godt, at vi tager en ny drøftelse. Hvis der f.eks. kommer noget, der fylder så meget i den anden skål, så vores medlemmer synes, der er noget at forhandle om, " siger han.