Nyheder

Corydon: Det er et nederlag

Finansminister Bjarne Corydon (S) erkender, at det er et nederlag, hvis trepartsforhandlingerne falder sammen.

"Min pligt er at stille mig forrest og tage de knubs det giver, og det bliver jeg ved med at gøre," siger han til TV 2 NEWS. Bjarne Corydon afviser, at han vil lovgive om at fjerne helligdage, hvis trepartsforhandlingerne glipper.

"Nej, jeg har indkaldt til trepartsforhandlinger. Det var i en trepartssammenhæng, man skulle finde en løsning, hvis det kunne lade sig gøre," siger Bjarne Corydon.

Finansminister erkender, at han lider et politisk nederlag, hvis han må opgive trepartsforhandlingerne, som skal skaffe fire milliarder kroner ekstra til statskassen samt udvide arbejdsstyrken ved at få danskerne til at arbejde mere.

"Det er det da også, men jeg arbejder for regeringen og Danmark. Jeg lægger meget klart frem, hvad der er mine mål. Jeg lægger også meget klart frem, at jeg ikke kan garantere, at andre vil tage deres ansvar og medvirke til at nå de mål."

"Jeg havde da hellere set, at det var gået nemmere, men nu følger jeg min plan," tilføjer Corydon.

Sidste chance i dag

Han oplyser, at han kontakter arbejdsgivere og fagforbund i eftermiddag, før han konkluderer, om trepartsforhandlingerne er brudt sammen.

Flere kilder tæt på forhandlingerne tvivler dog på, at trepartsforhandlingerne kan fortsætte.

Formålet var at finde fire milliarder kroner ekstra til statskassen samt udvide arbejdsstyrken. Finansministeren vil ikke oplyse, hvor han finde fire milliarder kroner.

"Hvis ikke vi får en trepartsløsning, er det en forpasset mulighed for at finde ekstra midler til velfærd. Så må vi gøre vort bræt op derefter," siger Bjarne Corydon.

Han vil ikke kommentere, om regeringen må stramme skatteskruen med fire milliarder kroner mere, hvis trepartsforhandlingerne glipper.

Han betegner det som en "overraskende ny melding", at Dansk Metal afviser at sløjfe ferie- eller helligdage i trepartsforhandlingerne.