Nyheder

Børsting beklager sammenbruddet

LO's formand Harald Børsting beklager, at det ikke lykkedes at komme i mål med trepartsforhandlingerne.

Men det skyldes, at Dansk Metal trak stikket og ikke ville være med til at sløjfe helligdage og feriefridage for at skaffe mere arbejdskraft.

"Regeringen kontaktede mig her til morgen og bad om min vurdering specielt vedrørende situationen om arbejdstid. Der er et timingsproblem. Det er afgørende for os, at vi kommer ind i et vækstspor som skitseret i 2020-planen," siger han.

"Vi har haft svært at forklare medlemmerne, at de skal arbejde mere i den nuværende situation. Men vi er også godt klar over, at vi helst skal komme før med arbejdsudbuddet, så vi ikke står og mangler arbejdskraft, når væksten er der," siger Harald Børsting.

LO-formanden beklager - ligesom mange af hans LO-medlemsforbund - at projektet ikke lykkedes.

"Vi beklager, at vi ikke kunne komme fuldt i mål. De problemer, som det skulle bidrage til at løse, består jo. Regeringen vil finde en anden måde at løse på," siger Harald Børsting.

Fredag eftermiddag meddelte finansminister Bjarne Corydon (S), at regeringen havde afblæst trepartsforhandlingerne, der hen ad vejen skulle skaffe ekstra arbejdskraft og fire ekstra milliarder til at styrke velfærdssamfundet.

Men fagbevægelsen har haft svært ved at forklare sine medlemmer, at de skal arbejde mere i en situation, hvor ledigheden stadig har en vis størrelse og at især de offentlige arbejdsgivere har nedlagt mange stillinger over de senere år.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lovede i valgkampen sidste år, at lønmodtagerne ikke skulle betale to gange. Hvis efterlønsreformen og forringelsen af dagpengene blev vedtaget, blev kravet om længere arbejdstid sløjfet.

Det har især fagbevægelsens medlemmer følt som et løftebrud. De har dels været tilbageholdende i overenskomstforhandlingerne, og oven i var der udsigt til at de også skulle arbejde mere.