Nyheder

Qvortrup: Chokmåling handler om Thornings person

I denne "Q and A" går TV 2s Henrik Qvortrup bag om den for socialdemokraterne helt katastrofale Megafon-måling.

Hvordan reagerede Helle Thorning-Schmidt, da hun hørte om målingen fra Megafon, der sendte Socialdemokraterne ned på 16,9 procent?

Ganske "cool", som det udtrykkes af kilder.

Cool...!?

Ja, angiveligt. Og her har vi at gøre med et ganske karakteristisk reaktionsmønster fra statsministerens side, der faktisk har bragt hende gennem adskillige kriser gennem hendes seks år lange formandskarriere. Hun panikker ikke, når situationen ser allersortest ud.

Men panik ville da ellers være en nærliggende reaktion?

Unægtelig. Og det er i al fald sådan, at mange af hendes partifæller har reageret: Med chok og vantro. Sandheden er jo, at Megafon-målingen er en sand katastrofe for socialdemokraterne i almindelighed, og for Helle Thorning-Schmidt i særdeleshed. At ligge UNDER Nyrups historisk dårlige efterlønsmåling fra 1998 er opfyldelsen af det værste mareridtsscenarie for statsministeren. Man skal trods alt tænke på, at Nyrup dengang havde været regeringsleder i mere end seks år - Thorning har endnu ikke rundet sit første år.

Ser Thorning slet ikke alvoren?

Jo. Mere virkelighedsfornægter er hun trods alt ikke. Her fredag morgen havde hun således samlet sine ministre til morgenmad i Statsministeriet, og har var katastrofemålingen det centrale emne. Og Thorning erkendte det indlysende: At målingen er skidt. Meget skidt.

Der kommer jo målinger hele tiden. Hvorfor så meget opmærksomhed om lige denne?

Der er to grunde: Dels er den historisk ringe for socialdemokraterne. Dels - hvilket nok er det vigtigste - havde mange ventet noget helt andet. Ikke mindst regeringen. Sandheden er, at Thorning & Co. havde en fornemmelse af, at man omsider var inde i smult vande. Forventningen var simpelthen, at skatteudspillet fra forleden ville være en "gamechanger". Ironisk nok var der regeringspolitikere, der åbent gik og "glædede" sig til, at de første meningsmålinger efter skatteudspillet ville komme. Udtrykket "en våd karklud lige i ansigtet" er ikke helt skævt lige i denne sammenhæng.

Men der har jo også været målinger, som faktisk viser, at danskerne tager relativt pænt imod regeringens skatteudspil?

Og det er netop derfor, at Megafon-målinger i dén grad gør ondt. Den djævelske logik kan jo nemlig vise sig at være: Vælgerne er OK med Thorningspolitik -de vil bare have en andenregering.Ræsonnementet hos vælgerne kunne være, at hvis regeringen alligevel fører blå politik, hvorfor så ikke lade eksperterne udi det - altså de borgerlige - tage sig af den sag. Det er de nok bedst til.

Hvorfor er det kommet dertil?

Chok-målingen må nemlig først og fremmest udlægges som vælgernes fravalg af Helle Thorning-Schmidt - altså af hendes fremtoning, stil, troværdighed, lederevner. Man kan også skrive det ligeud og brutalt: Danskerne kan ikke lide Thorning. Her snakker vi ikke politik, men måske snarere psykologi. For regeringen er rædselsmålingen en kedelig påmindelse om, at irrationelle størrelser også kan have stor betydning.

Og så er der vel hele troværdigheds-diskussionen om løftebrød?

Unægtelig. Skulle der rejses en gravsten over regeringen i dag, ville ordet "løftebrud" stå mejslet ind. Fortællingen om denne regering er blevet, at den har snydt sig til magten. Det kan være berettiget eller ej. Det er sådan set ligegyldigt, for pointen er, at opfattelsen har bidt sig fast. Alt bliver for øjeblikket læst i denne løftebruds-kontekst. Selv når man fremlægger noget, danskerne rent faktisk synes ser nogenlunde fornuftigt ud, er associationen pr refleks: Det er snyd.

Men Løkke Rasmussen har jo også ændret holdning på mange punkter?

Fuldstændig korrekt. Bare tag spørgsmålet om skattelettelser - for halvandet år siden var manden direkte imod topskattelettelser. Nu kritiserer han regeringen for ikke at give nok.

Hvorfor bliver han så ikke straffet?

For det første er retfærdighed ikke et anvendeligt parameter, når man skal forklare politik. Her gælder snarere det bibelske princip om, at "den som meget har, skal mere gives". Kort sagt har Løkke for øjeblikket tur i den; Venstre-formanden har med stor dygtighed bygget et billede op af sig selv som en "no bullshit-politiker" i øjenhøjde med danskerne. Samtidig er regeringen for øjeblikket så presset, at den ikke har haft evnen til at gøre op med denne illusion om den succesombruste oppositionsleder.

Hvad betyder chok-målingen for de aktuelle skatteforhandlinger?

Venstres selvbevidsthed er jo ikke ligefrem blevet mindre hen over de seneste par døgn. Kan man ROLIGT sige. Og derfor må den umiddelbare analyse være den, at Løkke nu er endnu mindre tilbøjelig til at indgå en skatteaftale med regeringen.

Hvis det er tilfældet, er det så en klog strategi fra Venstres side?

Det kan man diskutere. For man kunne jo også - ud fra en slags "dødskys-princip" - argumentere for, at Venstre burde genere regeringen maksimalt ved at nu vise imødekommenhed og acceptere en skatteaftale mod et par yderligere indrømmelser. Det kunne bane vejen for et dramatisk finanslovsforløb til efteråret, hvor Enhedslisten ultimativt kunne bringe regeringen til fald. Hvilket jo med stor sandsynlighed ville føre til Løkkes tilbagekomst i Statsministeriet.

Kan regeringen ikke undgå ballade med Enhedslisten ved at indgå en skatteaftale med partiet?

Jo, og derfor er det også en model, som regeringen satser mere og mere på. Først og fremmest fordi den indebærer, at regeringen køber sig hårdt tiltrængt ro til efteråret.

Men hvad siger de Radikale til den model?

Ja, det er jo lige det. Man kan roligt gå ud fra, at Vestager ikke har de samme ønsker til en skattereform som Johanne Schmidt-Nielsen, og derfor er der en grænse for, hvor mange indrømmelser Enhedslisten kan få. Endelig skal man jo ikke glemme muligheden for, at skatteplanerne bare falder til jorden.

Men det er vel pinligt for regeringen?

Jo, men kan det blive meget værre? Og under alle omstændigheder har sammenbrudsmodellen den fordel, at regeringen med 100 procents sikkerhed vil overleve finansloven til efteråret - og dermed få tid til at komme sig oven på denne uges mareridtsmåling.

Og der er jo lang tid til, at valget SKAL komme?

Ja, helt præcist 1.200 dage. Og det er måske værd at minde om, at for præcis et år siden stod Venstre til under 20 procent, mens socialdemokraterne lå på den lune side af de 30 procent. "Mands minde" er - og lad det være en afsluttende trøst for socialdemokraterne - faktisk kort i politik.