S i historisk dårlig MEGAFON-måling

Socialdemokraterne får i den seneste meningsmåling fra MEGAFON den laveste opbakning i analyseinstituttets historie, og var der valg i dag ville kun 16,9 stemme på partiet. Målingen er lavet for TV 2|NYHEDERNE og Politiken.

Det kan sammenlignes med, at partiet var nede på 17,7 procent i en enkelt måling, da debatten om daværende formand Poul Nyrup Rasmussens brudte efterlønsgaranti var på det højeste i 1998. Den 14 gamle bundrekord er nu slået med Helle Thorning-Schmidt som rorgænger.

Og målingen er generelt dårlig nyt for rød blok, der samlet set står til bare at få 43,4 procent af stemmerne, mens blå blok ligger på 56,6 procent.

Dagens store vindere er henholdsvis Venstre, der med 34 procent af stemmerne nu er mere end dobbelt så stort som Socialdemokraterne, og Enhedslisten, der med 11,3 procent, nu er dobbelt så store som SF.

MEGAFON har spurgt de vælgere, der har forladt regeringspartierne, hvorfor. Og årsagerne er nogenlunde enslydende, uanset hvilken vej man har valgt at gå.

Blandt de S, R og SF-vælgere, der går til højre, kan man sammenfatte forklaringerne til, at når politikken alligevel er blå, kan man lige så godt også stemme blåt. Og blandt Enhedslistens nye vælgere lyder begrundelsen for partiskiftet, at hvis man gerne vil have en rød politik, så er Enhedslisten det eneste mulige alternativ.

Parti Procent Mandater

  • A Socialdemokraterne 16,9 % 30
  • B Radikale Venstre 9,2 % 16
  • C Det Konservative Folkeparti 3,5% 6
  • F Socialistisk Folkeparti 5,7% 10
  • I Liberal Alliance 5,0 % 9
  • K Kristendemokraterne 0,5 %
  • O Dansk Folkeparti 13,7 % 24
  • V Venstre 34,0 % 60
  • Ø Enhedslisten 11,3 % 20
  • Andre/Uden for parti/Gamle partier 0,2 %
  • Kilde MEGAFON