Nyheder

Skat på kapitalpension finansierer lavere skat

Regering kan give danskerne skattelettelser fra 2013, fordi kapitalpension beskattes før, siger skatteminister

Danskerne får kun lavere skat på arbejde fra 2013, hvis regeringen får flertal for at beskatte kapitalpensioner, når de indbetales.

Det fastslår SF's skatteminister Thor Möger Pedersen.

I øjeblikket betaler man 40 procent i afgift, når kapitalpensionen udbetales.

- Det er afgørende at fremrykke beskatning af kapitalpensioner til indbetalingstidspunktet. Det muliggør, at vi kan give danskerne glæde og gavn af skattelettelser allerede fra næste år, siger han.

I 2013 regner regeringen med at få knap 10,5 milliarder kroner ind på at fremrykke beskatningen af kapitalpensioner. Gevinsten svinder til under det halve - knap fem milliarder kroner - i 2014.

Det er ikke første gang, regeringen rammer private pensioner.

På finansloven halverede regeringen og Enhedslisten således beløbet til knap 50.000 kroner, som danskerne kan indskyde skattefrit på ratepensioner.

Thor Möger frygter dog ikke, at færre vil spare op.

- For kapitalpensioner flytter vi beskatningen til indbetalingstidspunktet og gør udbetalingen skattefri. Så for den enkelte vil der være det samme incitament til at spare op på en kapitalpension, siger Thor Möger Pedersen.

Han understreger, at Folketinget må værne om det danske pensionssystem, så danskerne ikke mister tilliden til det.

- Det er vigtigt, at alle politikere viser respekt for pensionssystemet. Det agter regeringen også at gøre, siger han.

I 2013 vil regeringen lokke danskerne til at flytte deres kapitalpension til en ny samlet konto, som er beskattet ved indbetalingen.

Lokkemaden er, at de så slipper med at betale 37,3 procent af depotet mod nu 40 procent ved udbetalingen.

- I 2013 kan man tage sin formue og flytte den over på en konto, hvor man har sin nye opsparing og afregne skat med det samme, siger Thor Möger Pedersen.

/ritzau/