Mary laver æbleskiver på sin bryllupsdag

Kronprinsparret får oplevet lidt af hvert i disse dage. Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er i øjeblikket i Sydkorea i forbindelse med et dansk erhvervsfremstød i landet.

Søndag besøgte kronprinsparret den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea, hvor de bl.a. oplevede at blive fotograferet af nordkoreanske soldater.

I dag stod programmet på et knap så højspændt møde. Således bagte kronprinsesse Mary danske æbleskiver med kokken fra Michelin-restauranten AOC i København, Christian Arøe.

Det skete i forbindelse med et erhvervsseminar for arkitektur, gastronomi, mad og design på Hotel Grand Hyatt i Seoul.

Kronprinsessen fik sig et godt grin med kokken, da hun skulle vende æbleskiverne.

I øvrigt er det kronprinsparrets bryllupsdag i dag, 14. maj. Parret har været gift i otte år.

Aftenen blev fejret med gallamiddag i Sydkorea. Parret ankom arm i arm til middagen.

Klik i linkboksen til højre og se kronprinsesse Mary lave æbleskiver.