Nyheder

Filmselskaber tør ikke satse på talenter

Susanne Bier var ikke blevet givet en chance i dag. Kun etablerede navne får lov til at lave film.

Den danske filmbranche er i store problemer, når det gælder udviklingen af nye talenter. Og det kan gå ud over chancerne for fremtidige danske filmsucceser, skriver Politiken søndag.

- Vi ville helt sikkert ikke have lavet Susanne Biers første film i dag. Og for den sags skyld heller ikke Thomas Vinterbergs, siger Peter Aalbæk Jensen, direktør i Zentropa, til Politiken.

I filmbranchen er det en tommelfingerregel, at man aldrig tjener penge på unge instruktørers første to-tre film, derfor vil Zentropa ikke påtage sig udgiften. Og det er også svært for de andre selskaber.

Administrerende direktør i Nordisk Film Production, Henrik Zein, forklarer over for Politiken, at de arbejder med nye talenter "så langt som overhovedet muligt".

- Mulighederne er snævret ind, og det er sværere at tjene penge. Der er grænser for, hvor mange chancer vi kan tage. Der er ofte ikke noget salg i talentfilm, hverken på dvd eller i biografen, så markedsmæssigt er det svært, siger Henrik Zein til Politiken.

Han fremhæver dog, at selskabet netop har udsendt filmen "Labrador" af debutanten Frederikke Aspöck og sponsorerer filmuddannelsen Super16.

Årsagen til den stigende forsigtighed skal findes i, at udgifterne til filmproduktion er steget, uden at finansieringen fra anden side er fulgt med, skriver Politiken.

Det betyder, at producenterne har flere penge ude at svømme på hver enkelt film, forklarer Henrik Zein.

Hos Det Danske Filminstitut mærker man en øget forsigtighed hos filmselskaberne. Men direktør Henrik Bo Nielsen mener, at selskaberne i virkeligheden er mere risikovillige, end de giver udtryk for.

- Men det bekymrer mig, at nogle selskaber siger, at nu må de satse på de sikre film. Det er der sjældent kommet noget godt ud af, siger han til Politiken.

/ritzau/