Nyheder

Suzuki-Torben: Sass forsøger at undgå mig

"Arh, jeg har på fornemmeren, at han forsøger at undgå mig. Tror du ikke? Sådan lige nu i hvert fald. Jeg kan bare ikke forstå det, for jeg er faktisk en ret fin fyr." Sådan lyder det i eb.dk fra Bandidos-rockeren Suzuki-Torben, efter at Henrik Sass Larsen er blevet udnævnt til gruppeformand for Socialdemokraterne.

Det var angiveligt sms'er mellem Henrik Sass Larsen og rockeren med det borgerlige navn Torben Ohlsen, der kostede Sass Larsen hans sikkerhedsgodkendelse fra PET og gjorde, at han måtte afstå fra en ministerpost i Helle Thorning-Schmidts regering.

"Jamen tillykke. Jeg er da glad på hans vegne. Det fortjener han. Det er jo ligesom der, han hører hjemme. Så håber jeg bare, at han vil passe sit arbejde ordentlig og tjene det danske folk," siger Suzuki-Torben.

Rockeren ville have den kendte politiker til at hjælpe i en forældrerettighedssag, og den håber han stadigt, at Henrik Sass Larsen vil tage op.

"Jeg vil da nok sige, at han burde overveje en ekstra gang, om han ikke skulle hjælpe i sagen. Det er jo første gang, hvor PET er indblandet i en børnesag om forældremyndighed," siger han.