Nyheder

Tommy Kamp: "Hvem er Henrik Sass?"

"Hvem er Henrik Sass?"

Sådan sagde Tommy Kamp, da tv2.dk onsdag morgen ringede til ham for at få en kommentar på, at hans tidligere ven Henrik Sass Larsen står til at blive ny gruppeformand for Socialdemokratiet.

"Jeg har lagt det bag mig. Og hvem er den mand?", siger Tommy Kamp til tv2.dk om Sass Larsens comeback.

Henrik Sass Larsens venskab med Tommy Kamp går tilbage til ungdomsårene. Henrik Sass Larsen stod til at få en ministerpost, da Helle Thorning-Schmidt skulle danne regering efter Folketingsvalget i 2011.

Men PET valgte ikke at sikkerhedsgodkende Sass Larsen. Angiveligt på grund af et møde mellem Henrik Sass Larsen, Tommy Kamp og rockeren Torben Ohlsen Jensen, også kendt som Suzuki-Torben, på en cafe i Køge i maj 2011.

Efterfølgende afbrød Henrik Sass Larsen venskabet med Tommy Kamp.

Er vendt tilbage til Danmark til retssag

"Det er bestemt noget, jeg ikke interesserer mig for. Det kommer ikke mig ved. Jeg interesserer mig ikke for, hvad der foregår i Danmark," siger Tommy Kamp, som siden Sass Larsens manglende ministergodkendelse hos PET, flyttede til Sydeuropa for at støtte sin søn, cykelrytteren Alexander Kamp.

Nu er han dog vendt tilbage til Danmark igen for en stund i forbindelse med retssagen mod ham. Sagen drejer sig om en bestikkelsessag på Cafe Vanilla i Køge.

"Jeg kom til Danmark i sidste uge på grund af retssagen, som starter 21. maj," fortæller Tommy Kamp, som ikke vil uddybe forholdet til ungdomsvennen Henrik Sass Larsen.

"Jeg har slettet det på harddisken. Det er fortid. Jeg har lagt det bag mig," understreger Tommy Kamp.