Sass Larsen tavs om comeback

Henrik Sass Larsen vil ikke udtale sig om TV 2 Nyhedernes oplysninger om, at han onsdag udnævnes som ny gruppeformand hos Socialdemokraterne.

Henrik Sass Larsen siger til TV 2 Nyhederne, at han først vil sige noget efter Socialdemokratiets gruppemøde i løbet af onsdag.

TV 2 Nyhederne kunne tirsdag aften fortælle, at Sass Larsen ventes at gøre comeback som ny gruppeformand i regeringspartiet.

"Jeg har netop fået bekræftet, at Henrik Sass Larsen er på vej tilbage i et bemærkelsesværdigt comeback. Socialdemokraternes hovedbestyrelse vil i samråd med folketingsgruppen gøre Henrik Sass Larsen til ny gruppeformand," sagde TV 2's politiske kommentator Henrik Qvortrup tirsdag aften.

Sass Larsen blev sidste år diskvalificeret af PET til at blive minister i Thornings regering.

At PET ikke kunne sikkerhedsgodkende Sass Larsen i fjor, skyldtes angiveligt, at han sammen med vennen og partifællen Tommy Kamp tilfældigt havde mødt rockeren Torben Ohlsen Jensen - bedre kendt som Suzuki-Torben - på en café i Køge i maj i fjor.

Mange detaljer i sagen forblev mørkelagt, da både Henrik Sass Larsen og statsminister Helle Thorning-Schmidt forklarede, at de havde tavshedspligt.