Nyheder

Minister må tage færge pga. konkurs

Ministeren for By, Bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), er én af de danskere, der er ramt af Cimber Sterlings konkurs.

Han ankom i går med fly til Sønderborg, men må i dag tage færgen fra Als for at nå forhandlinger i København klokken 17.

Ministeren er blandt andet i Sønderborg for at se, hvad kommunen gør for at udvikle landdistrikterne og landsbyerne i kommunen, og efter planen var det sidste punkt i programmet et besøg i lufthavnen, hvor borgmesteren skulle fortælle ham om lufthavnens store regionale betydning. Det punkt er - ironisk nok - aflyst.

Efter planen skulle Carsten Hansen have været med et fly klokken 15.40 fra Sønderborg mod København, men nu tager han i stedet med færgen, der sejler fra Fynshav til Bøjden på Fyn.

Ved at forkorte besøget i det sønderjyske kan han dermed stadig nå nogle forhandlinger i ministeriet klokken 17, oplyser hans pressesekretær til tv2.dk.