Nyheder

Hjemmesider brudt ned efter konkurs

Frustrerede Cimber Sterling kunder har i den grad lagt pres på de hjemmesider, der kan hjælpe dem videre med ubrugelige billetter, gavekort og aflyste flyafgange efter konkurs.

Både Rejsegarantifonden, Pakkerejse-ankenævnet og Cimber Sterlings hjemmesider er gået i sort.

"Rejsegarantifondens hjemmeside er desværre blevet overbelastet som følge af de mange henvendelser vedrørende Cimber Sterlings konkurs", står der på Rejsegarantifonden og Pakkerejse-ankenævnets hjemmeside.

Klikker man sig ind på Cimbers egen hjemmeside, må man nøjes med meddelelsen:

"Error 503 Service Unavailable."

På både Rejsegarantifonden og Pakkerejseankenævnets hjemmesider er det dog muligt at finde midlertidig information om, hvordan kunderne skal forholde sig i forbindelse med Cimber Sterlings konkurs.