Bornholm isoleret efter konkurs

Det danske flyselskab Cimber Sterling har torsdag indgivet konkursbegæring, og det isolerer nu fire danske pro-vinslufthavne.

Henning Jensen skulle her til morgen have været med Cimber fra København til Bornholm, men det kommer han ikke.

"Det komiske var at jeg kunne printe en billet, men da jeg skulle aflevere baggagen fik jeg at vide, at selskabet er gået konkurs. Så nu er det med at finde alternativer. Det bliver noget med båd, der er ikke så meget andet at gøre," siger han til TV 2 News.

"For øen generelt er det katastrofalt," tilføjer Henning Jensen, der bor på Bornholm.

"Vi har jo pendlere, der arbejder i København og flyver frem og tilbage hver dag. Der dur båden ikke. Det er for lang transporttid."

Kun fly i Aalborg og Aarhus

Både Bornholm, Sønderborg, Billund og Karup har haft Cimber Sterling som eneste leverandør af flyvninger til København, og det efterlader dem nu med en massiv udfordring.

Kun i Aarhus og Aalborg er der fortsat indenrigsfly at komme efter. SAS, der flyver fra begge lufthavne, har oplyst, at man sætter ekstra fly ind som følge af Cimber Sterlings bortgang.

I Aalborg er det også muligt at flyve med Norwegian til København.

De øvrige lufthavne må nu klynge deres håb til, at Cimber Sterling genopstår fra de døde, eller at andre flyselskaber melder sig på banen.

"Det er vitalt, at enten Cimber Sterling bliver rekonstrueret, eller at andre operatører overtager de ruter," siger Ole Kirchert Christensen, ejer af konsulentvirksomheden Travelbroker.

Samtidig må passagererne berede sig på, at billetpriserne på danske indenrigsflyvninger meget vel kan komme til at stige.