Nyheder

Borgmester: Overrasket over Cimber

Morgens konkursbegæring fra Cimber Sterling var en meget ubehagelig overraskelse for borgmesteren i selskabets hjemby Sønderborg.

"Vi har jo længe vidst, at Cimber Air kæmpede en hård kamp for at overleve. Men nu havde de jo lige fået nye ejere, som måtte have en tro på selskabet. Så vi havde ikke set det komme lige nu," siger borgmester i Sønderborg Aase Nyegaard fra Fælleslisten.

Sønderborg kommune er ene-ejer af lufthavnen i Sønderborg, og vil nu koncentrere kræfterne om at finde et nyt flyselskab til at betjene ruterne fra lufthavnen.

"Det arbejde har vi været i gang med længe. Vi har jo i flere omgange hørt om Cimbers problemer, så vi har længe arbejdet på at få andre flyselskaber til Sønderborg. Det er jo altafgørende for os, at derskalflyves fra Sønderborg," siger Aase Nyegaard.

Turen til København tager nemlig kun 35 minutter med fly fra Sønderborg - mens en biltur tager over tre timer.

"Så det er en kæmpe forskel for vores lokale forretningsfolk, " siger hun.

De første meldinger lyder på, at omkring 600 medarbejdere i Cimber Sterling risikerer at miste deres arbejde. Men det er uvist, hvor hårdt disse afskedigelser rammer i Sønderborg.

"Jeg har ikke noget tal, men det er klart, at det vil betyde rigtigt meget for Sønderborg. Det drejer sig jo ikke kun om arbejdspladserne i Cimber Sterling, men også om arbejdspladser i forskellige funktioner i lufthavnen," siger borgmester Aase Nyegaard.