Læs hele talen fra Mc-Kinneys mindehøjtidelighed

Et magtfuldt, oplevelsesrigt beriget, ubeskriveligt flittigt og pligtbestemt liv er fuldbyrdet. En i mange erhvervsmæssige aspekter velovervejet, fremsynet, dristigt og menneskeligt omsorgsfuld livsgerning er afsluttet. Et musisk begunstiget liv er nådigt afrundet. Alt er fuldbyrdet.

Det er det for Mærsk Mc-Kinney Møller ved hans død.

Det ved I, for hvem han først og sidst altid var Daddy, og for hvem han var jeres Daddy. Det ved hans talrige nuværende og tidligere medarbejdere til søs og til lands i Danmark og verden over, hvor den hvide syvtakkede stjerne på den karakteristiske blå baggrund viser sig og kendes. Det ved hans videre familie og venner. Ja, det ved det ganske land og mange i den vide verden.

Ud af alle disse mange er det os få her blevet forundt - netop blevet forundt i Holmens kirkehus, at lægge sind, tanke og ord til taknemmeligheden til Gud, fordi hr. Møller fik lov til på fornem og nådig vis med værdighed at fuldbyrde sit liv.

Han ville, at det skulle være netop her, hvor han de senere år med sin elskede hustru og derefter alene var var en af de mest trofaste kirkegængere.

Palmesøndag sad Mærsk Mc-Kinney Møller sidste gang på sin faste plads i Kaptainsgangen. Derefter har det været Påske. Som vi ved, fru Emma Møllers begravelse hentede ramme og tone fra julen budskab og erindringsglæde, vil vi så gerne, at Mærsk Møllers sidste højtid henter taknemmelig tillid fra Påskeevangeliets forvisning om, at når vort liv her på Guds dejlige jord er fuldbyrdet, og taknemmeligheden ikke er skjult, da lyser påskens gyldne opstandelsestilsagn.

Derfor "Nu ringer alle klokken mod sky; det kimer i fjerne riger. Hver søndag morgen højt på ny stor glæde mod himlen stiger." "Det var en søndag morgen skøn, vor frelser stod op af graven." (En af salmerne, der blev sunget i kirken, var "Nu ringer alle klokker mod sky, red.)

Hr. Møller talte ikke meget om sin kirkegang. Men han var god at sidde på kirkebænk med. og han bevidnede sin ægte og varme taknemmelighed over, at han havde fået så mange, mange år - mange dage på Guds jord.

Han vidste godt, at han - som han udtrykte det - havde fået det hele: muligheder, begavelse, intelligens, integritet, vilje, helbred, styrke, karakter, udholdenhed, stædighed, robusthed. Han viste sin tro taknemmelighed ved sin aldrig et øjeblik hvilende ansvarsfølelse, optimistiske vilje og forpligtethed i livet helt fra de tidlige ungdomsår.

Hans kære nærmestes, ja alles taknemmelighed, ved hans sidste højtid her skal da holde sig til - i påsketroens evige tillid - at markere lyse toner. "Det toner med lov og pris og bøn fra jord mod paradishaven."

Vi ved jo godt, at når et kært menneske er død, kan vi ikke blot gå ud på kirkegården og gemme vore døde i kirkegårdens jord uden bemærkninger. Vi må sådan som Mærsk Mc-Kinney Møller også har bestemt - samles i kirkehuset forinden, for med hjerters ægthed at vise vor afhængighed og skyldighed og for at tale godt om vore døde. Ikke for at besmykke deres liv mere end sandt er.

For de var, som vi er, mennesker af kød og blod, af sind, karakter, temperament, af blide - måske skjulte - melankolske følelser eller af skarpe - måske brutale - holdninger, således af lyse sider men også af de sider, der har mørke skygger.

Men tale godt om vore døde. Ganske enkelt og troværdigt, fordi de var vore, og vores liv ubrydeligt og uhjælpeligt var bundet ind i deres liv.

Der taknemmelighedens og skyldighedens lyse toner.

I dagene her har I og vi oplevet, hvad der er skrevet, talt, fortalt beundrende, belysende, betydningsfuldt, begavet om skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers - landets store og tro søns - formåen, forpligtethed, familietroskab, faderbeundring, fortjenester, fædrelandskærlighed, fornemme fremtræden, forstand, fantasi og formue. Alt fortjent. Alt fortalt, så vi er blevet løftet og har genkendt med tilslutning. Sådan er det.

Om skibsrederens betydning og vidtrækkende indflydelse og resultater skal der ikke uddybes yderligere her. Jeg ved godt, at jeg ikke skal gøre mig klog på det, andre her er betydeligt klogere på. Desuden har jeg givet hr. Møller det løfte, ikke at dvæle meget ved hans gerninger.

I det aspekt tør jeg godt sige, at når en død person, der personlig har ramt og rørt ved vores holdning, vilje og livsmod, er død, så har vi hver især personlig erindring om en situation, en begivenhed, måske et splitsekund eller en længere analyserende samtale, som er kostbar, og som er så ufrakommelig, at vi aldrig glemmer det.

Vel er hr. Møller blevet karakteriseret som det store inspirerende forbillede, sammenholdt med hans utålmodige, skarpe udtalelser, tilrettevisninger, men også hans elegante venlige elskværdighed og rammende udtryk og humorbårne bemærkninger. Mere beskedent vil jeg sige det på den måde, at han havde en evne til at få os til at gøre, det, vi skulle gøre, endnu bedre end vi overhovedet mente eller troede, vi kunne. Deri bestod hans autoritet.

Derved viste han os, hvad det er - som han udtrykte det - "at gøre gavn" og være et ordentligt mennesker, som det hedder med genfundne slidstærke ord.

Derfor "Aldrig ræd for mørkets magt, stjerne vil lyse! Med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse!" (En af salmerne, der blev sunget, var "Altid frejdig, når du går", red.)

Hans bidrag til Danmarks forskønnelse, berigelse, berømmelse og fremtid kendes over hele vort land. Derfor er så mange berørt af hans død og følger ham og os netop også i dag.

Når skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller i dag har sat os stævne for sidste gang, så er det især for at han ville, at hans tak skulle bevidnes. Hans taknemmelighed for, hvad livet bragte ham. Aller ædlest for hans mere end 65 års fællesskab og ægteskab med hans højt elskede hustru.

Men dernæst tak til jer, hans tre døtre. "Charity begins at home". Han vidste alt for vel, at han havde haft så travlt så ofte, men I vidste, at gjaldt det, så var jeres Daddy altid usvigtelig helt nærværende trofast.

Hans tak til svigersønner og en meget stolt tak til hans flok børnebørn.

En tak til venner. Og her da direkte citat: "En tak til bestyrelser, partnere og medarbejdere i rederiet, på skibene, i olieaktiviteten, ved Odense Skibsværft (dengang) og andre tilsluttende virksomheder, ved udekontorerne - alle."

Hans sidste ord vi hørte i fjernsynet efter årets generalforsamling var karakteristiske og fik langtrækkende betydning: "Førsteklasses", "Dejlig oplevelse". Sådan følte han vel for hele sit liv. og fra samme aftens middag, hvor han forlod selskabet med et klangfuldt FARVEL - efterfulgt af Tak. Tak. Tak.

Jo, Gud har været det stolte og kære menneske Mærsk Møller god. Han gik med værdighed fra sit livsværk. Fik talt med sine nærmeste den sidste søndag. Måske med klarhed over, at han skulle gå. Nødigt ville han give op, men der kommer en dag eller en nat, da ingen kan arbejde, da ethvert menneske ikke skal slås mere, ikke engang for sin ære.

Det er at give sig Gud i vold i tillid til englens ord til kvinderne påskemorgen: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt".

Da klinger påskesalmens toner og ord: "Guds børn skal holde med engle bøn med jubel i Paradishaven", sammen med julens budskab: "Dejlig er jorden! Prægtig er Guds Himmel! Skøn er sjælenes pilgrimsgang."

Og da gentager vi for hinanden, hvad vi forvissede hinanden om ved jeres Mammys, jeres Momos, fru Emma Møllers begravelse. Vel er det sådan: Vi skylder alle Gud en død. Men "Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang! Aldrig forstummer tonen fra Himlen". For "Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød."

Om få øjeblikke bærer svigersønner og børnebørn deres Daddy ud af Holmens Kirke for sidste gang, for at han kan føres til familiens sted på Hellerup Kirkegård. Det sted han værnede kærligt om og ofte besøgte.

Men inden vil vi efter vor kirkes skik og i vor kristne tro forvisse hinanden om, at det er sandt, at Gud, Vor Herre Jesu Kristi Fader i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Derfor er der ved den opstandne Herre banet vej for os til de levendes land. Thi "Lysvæld bag ved lysvæld i Himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind. Ret som om det ånded af lyset ud - o du milde Fader, min skaber, Gud!"

Da er det ret, at vi med Mærsk Mc-Kinney Møller i vores allerbedste og fineste tanker siger og synger for og med hinanden: "Lad mig nu kun drage af natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav. Livets Gud mig skærmer, jeg er hans bar, ud hans hånd mig river af dødens garn."

Og tillidsfuldt fortsætter: "Se da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst. Lyset stander stille på livets kyst!"