Cimber Sterlings op- og nedture
Cimber Sterling skal fyre 200 medarbejdere inden oktober, og flyselskabet har haft en turbulent historie.
* Flyselskabet Cimber grundlægges i 1950 og kommer senere til at hedde Cimber Air.
* I 1971 indgår flyselskabet en samarbejdsaftale med SAS og Maersk Airlines - det fælles firma hedder Danair. Det afvikles i 1995, så de tre flyselskaber igen bliver konkurrenter.
* I 1998 køber SAS 26 procent af Cimber Air, men fem år senere køber Cimber Air aktierne tilbage og er igen et 100 procent familieejet selskab.
* I 2008 køber Cimber Air dele af det konkursramte Sterling, og den 7. januar 2009 lanceres det nye Cimber Sterling. 1. december samme år går selskabet på børsen. En aktie koster 10 kroner.
* I 2011 hænger økonomien i laser, og selskabet regner med et underskud på op til 200 millioner kroner ud af en omsætning på to milliarder. Flere rejseselskaber vil ikke længere sælge billetter til Cimber Sterling.
* I løbet af 2011 ryger aktierne helt ned på 1,21 kroner.
* 8. juni 2011 får selskabet på en ekstraordinær generalforsamling grønt lys fra aktionærerne til at udstede nye aktier og dermed adgang til ny kapital på 300 millioner kroner over tre år fra den amerikanske kapitalfond GEM.
* I juli 2011 blev selskabet overtaget af investeringsselskabet Mansvell, der er ejet af den ukrainske milliardær Igor Kolomoysky. Han forpligtede sig til at købe 110,5 millioner nye aktier for et samlet beløb på cirka 165 millioner kroner.
Kilde: Cimber Sterling m.fl.
/ritzau/