Nyheder

Akuthelikopter redder liv i Vestjylland.

Akutlægehelikopter giver syge og tilskadekomne patienter i udkantsområderne hurtigere hjælp, viser forsøg.

Den akuthelikopter, der er indsat som plaster på såret til især de utrygge borgere i Midtjylland med langt til sygehuset, har en klar effekt i form af hurtigere hjælp til hospitalsbehandling.

Det fastslår Dansk Sundhedsinstitut (DSI) i en ny rapport mandag.

Ifølge rapporten er de patienter, der har fået assistance, trygge ved at kunne komme hurtigt til et specialiseret sygehus.

For Region Midtjylland, hvor balladen har bølget voldsomt om den forringede sygehusdækning mod vest, viser evalueringen, at patienter med en stor blodprop i hjertet i snit når 23 minutter hurtigere frem til hospitalet end i en ambulance.

For traumepatienterne som kvæstede fra trafikuheld er besparelsen endnu større. 171 minutter spares der, når tid for et eventuelt ophold på regionshospital er medtaget og 26 minutter uden.

Helikopteren har som forsøg siden juni 2011 med base i Karup dækket både Region Nordjylland og Region Midtjylland. Foreløbig har den frem til 10. april hjulpet 636 akutte patienter. 511 fra den midtjyske region og 125 fra Region Nordjylland.

- Akutlægehelikopteren redder liv i særligt den vestlige del af Region Midtjylland, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Bent Hansen (S) og fortsætter:

- Det er jeg meget tilfreds med at få dokumenteret, for når vi satser på færre hospitaler, skal vi også sikre, at akut hjælp ikke er urimeligt længe undervejs.

I Region Nordjylland har akutlægehelikopteren fortrinsvis hjulpet akutte patienter i Thy og på Mors:

- Evalueringen viser, at helikopteren gør en forskel i det akutte beredskab. Skal helikopteren have en endnu større betydning for hele Nordjylland, skal placeringen og antallet af helikoptere overvejes, hvis ordningen bliver permanent, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Regeringen valgte i efteråret ved finanslovforhandlingerne at forlænge forsøgsperioden til juni 2013.

/ritzau/