Nyheder

Analyse: Søvndals udmelding kan blive historisk

SF's formand, Vily Søvndal, vil gøre op med tanken om, at den offentlige sektor skal fylde mere. Og den udmelding kan vise sig at blive historisk, vurderer TV 2's politiske kommentator, Peter Lautrup-Larsen.

"For en SF-formand er det et stort politisk signal, som man om nogle år måske vil kalde historisk. Det viser, at han vil tale om politik. Alt det med næstformanden, ledelsens kandidat, partiets linje - det gider han ikke. Nu vil han tale politik, og udmeldingen her er et stort signal," siger Peter Lautrup-Larsen.

Han mener ikke, at Villy Søvndals udmelding er overraskende i forhold til de signaler, regeringen tidligere har givet. Men det er bemærkelsesværdigt, at det er SF, der går forrest.

"For et år eller to siden havde jeg svært ved at forestille mig, at SF ville være med til sådan en øvelse. Nu kan vi så forstå, at det er Villy Søvndal selv, der fører an med en retorik, som vil få en Bjarne Corydon (S) og især Margrethe Vestager (R) til at nikke," siger Peter Lautrup-Larsen.

Kan skabe ballade på landsmøde

Det er i søndagens udgave af Berlingske, at Villy Søvndal melder ud, at regeringen ikke agter at øge det samlede forbrug i den offentlige sektor. I stedet skal pengenes spares op, så Danmark er klar til at håndtere de udfordringer, landet kommer til at stå over for i de kommende år.

Budskabet kommer knap en uge før SF's landsmøde, hvor der i forvejen var lagt i kakkelovnen til en hed debat efter måneder med dårlige meningsmålinger for SF. Og dagens udmelding betyder mere brænde til bålet, mener Peter Lautrup-Larsen.

"Nu prøver han at overstråle det ved at tale politik. Han vil vise, hvor skabet skal stå. Men det betyder ikke, at alle SF'ere nu trækker vejret roligt. Budskabet vil skabe stor ballade på landsmødet - især blandt de mere traditionelle SF'ere som Pernille Frahm, Leif Hermann. De er nok mere enige med Per Clausen fra Enhedslisten, end de er med deres egen formand," siger han.