Nyheder

Dong-skandale kan skade vindeventyr

Dong-skandalen kan få negative konsekvenser for dansk økonomi og beskæftigelse. Det mener topchefen i landets største pengetank, ATP, Lars Rohde, oven på fyringen af koncernchef Anders Eldrup, skriver Berlingske Tidende.

"Danmark har de seneste 30 år brugt ganske mange statslige midler på at støtte vindmølleproducenter og følgeindustri. Risikoen er nu, at vi går glip af at høste frugten af de historiske statslige investeringer," siger Lars Rohde. Han mener, at Anders Eldrups afgang vil føre til langt færre DONG-vindmølleparker og dermed også et farvel til et ventet dansk jobboom samt ringere indtjening til danske investorer.

ATP var klar til at skyde milliarder i Anders Eldrups planer om at fordoble vindinvesteringerne i Dong Energy. Eldrup ville investere op mod 100 milliarder kroner over en femårig periode: I alt skulle der opføres mellem 15 og 20 store havmølleparker rundt om i Europa, hvilket ville skabe flere tusinde danske arbejdspladser.

Artiklen fortsætter under playeren

"Vi var positive og helt klart meget interesserede i at kigge på Anders Eldrups nye forretningsmodel. Men de muligheder, der blev peget på, er nu ikke mulige at gøre til virkelighed på den korte bane," siger Lars Rohde.

Færre penge i vindmøller vil i sig selv koste danske job, men dertil kommer usikkerhed blandt DONGs samarbejdspartnere og et forværret image.

Formanden for Dong Energy, Fritz Schur, modsatte sig ifølge Berlingskes oplysninger Anders Eldrups voldsomme ekspansionsplaner - han frygtede de økonomiske risici ved milliardinvesteringerne.

Fritz Schur ønsker ikke at kommentere sagen, mens Dongs kommunikationschef, Karsten Anker Petersen, afviser kritikken.

"Jeg kan berolige Lars Rohde med, at Dong Energys strategier er uændrede. Han er meget velkommen til at investere sine milliarder i Dong Energys forretning," siger Karsten Anker Petersen.

Hverken finansminister Bjarne Corydon (S) eller klimaminister Martin Lidegaard (R) ønsker at kommentere sagen, mens formand for Folketingets Klima- og Energiudvalg, Steen Gade (SF)," siger:

"Min bekymring har fra starten været, at balladen kunne skade Dongs omdømme og investeringslysten blandt andre.