EL: Corydon bør overveje at fyre Schur
Meget tyder på, at det er nødvendigt at skille sig af med Dongs bestyrelsesformand Fritz Schur.
Sådan lyder det fra regeringens støtteparti Enhedslisten, efter det er kommet frem, at striden i Dong måske drejer sig om andet og mere end lønninger i millionklassen.
"Regeringen må sikre, at Fritz Schurs opgør med Anders Eldrup ikke fører til en mindre grøn linje fra Dongs side, siger Enhedslistens energiordfører og gruppeformand, Per Clausen.
Han tilføjer, at han går ud fra, at finansminister Bjarne Corydon (S) vil fyre Fritz Schur, hvis det er nødvendigt for at fastholde satsningen på vindenergi.
Per Clausens kommentarer falder efter forlydender om, at direktør Anders Eldrup blev fyret på baggrund af uenighed om en 100 millioner kroner stor investering i vindenergi.
Ifølge Berlingske skulle det fremgå af den advokatundersøgelse om affæren, der ventes offentliggjort i denne uge, at Anders Eldrup ønskede at investere langt mere, end bestyrelsesformand Fritz Schur mente var forsvarligt.
Dong er ikke alene Danmarks største energiselskab. Det er også verdens mest ekspansive inden for havvindmøller.
Samtidig skriver Jyllands-Posten, at der faktisk slet ikke var tale om en fyring af Anders Eldrup.
Ifølge avisens oplysninger valgte direktøren selv at sige op. Det kan få betydning for, om Anders Eldrup er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse på 17 millioner kroner.
Ifølge bestyrelsesformand Fritz Schur var grunden til, at Anders Eldrup blev fyret, nogle særdeles høje lønninger og yderst usædvanlige kontraktforhold for et lille antal nøglemedarbejdere.
Kontrakterne var blevet indgået af Anders Eldrup bag om bestyrelsen.