Nyheder

Advokatfirma bekræfter kritisk Dong-brev

Et to år gammelt brev fra den øvrige direktion til den fyrede Dong Energy-direktør Anders Eldrup indgår i den undersøgelse, som advokatfirmaet Norrbom Vinding er ved at lægge sidste hånd på.

Det slår Mariann Norrbom fra Advokatfirmaet Norrbom Vinding fast, efter Politiken søndag beskriver brevet til Eldrup fra en enig koncernledelse.

Det var faldet Anders Eldrups kolleger for brystet, at vicedirektør Jakob Baruël Poulsen var chef for både en økonomisk stabsfunktion i koncernen og daglig leder af vindkraftdivisionen.

Efter Anders Eldrup fik brevet, valgte han ifølge Politikens oplysninger at flytte en del af stabsfunktionen, en særlig kontrolafdeling, over til koncerndirektør Carsten Krogsgaard Thomsen, der i dag er konstitueret direktør i Dong.

"Det omtalte interne brev er overladt til Norrbom Vinding i det materiale, der efterfølgende er stillet til vores rådighed," skriver Mariann Norrbom og fortsætter:

"Det indgår i vores undersøgelse, hvad der er baggrunden for det pågældende brev, og hvilke konsekvenser brevet gav anledning til."

Brevet lå ikke til grund for fyring

Brevet blev ikke diskuteret i bestyrelsen forud for fyringen af direktøren og var ikke det, der lå til grund for fyringen af Eldrup.

Advokatfirmaet Norrbom Vinding undersøger, hvad der gik for sig i Dong under Eldrups regeringstid. En undersøgelse som Dongs bestyrelsesformand Fritz Schur satte i gang umiddelbart efter et bestyrelsesmøde 9. marts, hvor Eldrup fik sparket.

Advokaterne arbejder på højtryk for blandt andet at rede ud, om Eldrup havde pligt til at orientere bestyrelsen eller ej om de gunstige lønforhold og fratrædelsesordninger, som en lille udvalgt gruppe ansatte havde.

Undersøgelsen forventes klar i begyndelsen af næste uge.