Nyheder

Ole Krohn: Anders Eldrup gør klar til modsvar

Føljetonen om Dong fik sent i aftes nyt liv, da TV 2 Finans kunne afsløre, at der er givet engangsvederlag til mindst to personer. Vederlag, der ikke var vedhæftet de oprindelige kontrakter, som udløste Anders Eldrups fyring. De forskellige lønpålæg er hverken blevet forelagt den særlige vederlagskomite eller bestyrelsen i Dong. Det viser de foreløbige konklusioner fra advokatfirmaet Norrbom og Vinding.

TV 2's finansredaktør Ole Krohn giver her spørgsmål og svar på den seneste udvikling.

Hvor alvorlig er kritikken fra advokatundersøgelse af Anders Eldrup?

Den er meget alvorlig og giver et indblik i et rodet og kaotisk lønsystem for en lille håndfuld medarbejdere uden at bestyrelsen var orienteret om de ekstraordinære betingelser. Det springende punkt er, om advokatundersøgelsen vil dokumentere, at Eldrup bevidst har søgt at holde bestyrelsen på afstand, eller om der bare er tale om almindeligt rod. Det ved vi først i starten af næste uge.

Hvad vil Anders Eldrups modsvar være?

Anders Eldrup vil først og fremmest slå på, at det var i samfundets interesse at betale de høje lønninger, fordi medarbejderne stod i spidsen for milliardprojekter. Derudover vil Eldrup med stor sandsynlighed angribe beløbet på det 20 millioner kroner som Fritz Schur har sagt, at Eldrups mest betroede medarbejder kunne tage med sig. Fratrædelsesbeløbet kan nemlig både beregnes inklusive og eksklusive de mange lønpålæg. Vælger man den sidste beregningsmetode, kommer man ned på 13 millioner kroner i stedet for 20 millioner kroner.

Det er mere og mere blevet en tvekamp mellem Fritz Schur og Anders Eldrup. Har Dong Energy forregnet sig, da selskabet fyrede Anders Eldrup?

Der er i hvert fald ikke gået så nemt, som det så ud til, da Schur kom med sine anklager på famøse pressemøde onsdag for ni dage siden. Anders Eldrup har et fantastisk netværk og bare det forhold, at han har fået Folketingets formand Mogens Lykketoft til personligt at blande sig, viser, at man ikke skal undervurdere ham.

Vi vil se Lars Nørby Johansen, der er næstformand i Dong Energy på banen i den kommende tid. Formålet fra Dongs side er at få ændret opgøret fra et personopgør til et opgør mellem Dongs samlede bestyrelse og Anders Eldrup.