Nyheder

Pagh stævner læge for pædofilianklage

Kendislægen Vibeke Manniche kan se frem til et retsligt efterspil som følge af en blog, hun skrev den 6. februar i år.

I sin blog skriver hun om skuespilleren Klaus Pagh og de beskyldninger om pædofili, som moderen til hans søn fremsatte. Klaus Pagh er blevet pure frikendt for seksuelt misbrug, og derfor stævner han nu Vibeke Manniche, der altså har taget emnet op for nylig.

Ifølge Ekstra Bladet har Paghs advokat afleveret en stævning til Lyngby Ret med krav om en samlet erstatning på 275.000 kroner. Desuden kræver Pagh, at Vibeke Manniche skal straffes med fængsel efter en paragraf, der kan give helt op til to års fængsel.

I bloggen indikerer hun, at Klaus Pagh har misbrugt sin egen søn. På bloggen skriver hun:

"... skal man tro på, hvad drengen selv har fortalt igen og igen, ja, så har han fortalt om sådanne overgreb. Jeg tror på hvad børn fortæller, og jeg tror på, når de føler sig krænket eller truet.

Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til dommer i den sag, dog funderer jeg over, hvordan det er gået den ældre søn, som Klaus Pagh også har, ligesom jeg kan være bekymret for den thailandske pige, som han angiveligt har adopteret," skriver Vibeke Manniche.

Klaus Pagh er vred på kendislægen og håber "hun får en hård straf".

"Det er jo ondskabsfuldt og min sagfører siger, han aldrig har set noget lignende og han ville ikke røre ved sagen, hvis ikke han mente, den var oplagt," siger Klaus Pagh til Ekstra Bladet.

Kan godt lide unge kvinder

"Jeg er ikke pædofil. Jeg kan godt lide unge kvinder, men det er ikke det samme. Jeg vil renses 100 procent og det vil jeg blive i retten. Jeg troede egentlig, at jeg var blevet renset for mistanken, men det bliver åbenbart ved, siger Pagh, der slår fast at stævningen er endnu et bevis på, at han er uskyldig," siger den aldrende skuespiller.

Ifølge Ekstra Bladet har Vibeke Manniche også skrevet:

"Huskede du at fortælle om de gange, hvor du puttede din tissemand i munden og røven på din lille søn?"

Den passage er dog ikke at finde nu i bloggen, som vi linker til i linkboksen. Tv2.dk har forsøgt at få en kommentar fra Vibeke Manniche, men hun svarer ikke på sine to telefoner.