Familie mistede alt på Roskilde Bank

Som vi fortalte i 19-Nyhederne viser det sig, at Roskilde Banks tidligere ledelse kan beholde deres millionvillaer og formuer - selv hvis de taber den milliard-erstatningssag, som staten har anlagt.
Det sker fordi flere af de tidligere bankfolk via ægtepagter har overført formuer til deres hustruer. Og de aktiver kan staten ikke røre.
Den anden side af denne historie er bankens tidligere aktionærer. En af dem Hans Peter Terp. Han bor i dag i Frankfurt i Tyskland.
I sommeren 2008 skulle Hans Peter Terp giftes og var ved at starte eget vognmandsfirma. Så da Roskilde Bank gav ham et fantastisk tilbud om et stort lån, sagde han straks ja.
"Der var mange, der fik et tilbud om at låne penge i banken til at købe værdipapirer... Og det var Roskilde bank-aktier. Der var ikke noget med, at der blev spurgt, om der var sikkerhed for pengene. På det glatte ansigt lånte jeg pengene til de aktier," fortæller Hans Peter Terp til TV 2 | NYHEDERNE.
Kunne ikke forsørge familien
Men så krakkede Roskilde Bank, og Hans Peter Terps aktier var værdiløse. Oven i det måtte Hans Peter Terp flytte. Hans kone kommer fra Kosovo, og da han ikke længere kunne garantere, at han kunne forsørge hende, måtte de flytte til Tyskland.
"Hvordan er din daglige økonomi?
"Der er ikke nogen økonomi. Jeg har til huslejen og mad på bordet. Andet er der ikke at gøre godt med," fortæller Hans Peter Terp.
Når man køber aktier, ved man jo, at det kan gå helt galt?
"Ja, men jeg undersøgte tingene og fik også skriftlig garanti for, at det ikke kunne gå galt, da Roskilde Bank var Danmarks mest solide bank."
I dag forsøger mere end 400 tidligere aktionærer med hjælp fra forbrugerombudsmanden at få erstatning for det, de mener, var ulovlige salgsmetoder i Roskilde Bank. De følger sig, ligesom Hans Peter Terp, snydt.
Hans Peter Terp sidder i dag i bundløs gæld. Han skylder over 700.000 kr. væk
"Det er jo bittert, og man føler sig ført bag lyset og snydt. At sidde her i dag i Tyskland... Jeg havde aldrig regnet med, at det skulle gå så galt. Jeg ejer ikke noget som helst. Jeg har ikke engang en cykel," lyder det fra Hans Peter Terp.
Inkasso har hentet alt af værdi
Derfor tager han toget hver morgen. Hans Peter Terp har fået job som buschauffør til minimumsløn - og uden mulighed for nogen sinde at betale sin gæld. Så sidste år blev han erklæret konkurs.
"Som min kone siger, hver gang jeg er ked af det: "Så, så... Det kan gå fremad, vi kan ikke synke dybere, end vi er nu. Det har jo sådan set ret i," siger Hans Peter Terp.
De tyske inkasso-myndigheder har været på besøg i lejligheden og hentet de ting, som de mente, havde værdi. Hans Peter Terp forstår ikke, hvorfor han skal miste, når de tidligere topfolk i Roskilde Bank fuldt lovligt sikrer deres formuer:
"Jeg kunne godt tænke mig at bytte 14 dage med dem, så de kan prøve at se resultatet af det, de har lavet. Så kunne de fandme selv få lov at prøve."