Nyheder

Spritnyt museum får historisk kort levetid

Danmarks Vej- og Bromuseum har kun været åbent for publikum i ni måneder - men nu er det slut. Regeringen har besluttet at trække støtten til museet på 2,5 millioner kroner om året, og det betyder, at det må lukke og slukke.

Det rapporterer Kulturen på News på TV 2 News.

"At fjerne penge fra et museum, der åbnede for ni måneder siden er dybt kritisabelt. Uden de penge må vi lukke," siger bestyrelsesformand for Danmarks Vej- og Bromuseum, Christian Wedell-Neergaard, til Kulturen på News.

Som om det ikke var nok, at museet allerede skal til at lukke så kort efter åbningen, så har det spritnye museum også kostet staten 10 millioner kroner. Skattepenge der er spildt på en ny og moderne museumsbygning, der ikke længere er penge til at holde åben.

"Museumsbygningen er bygget til formidling. Den kan ikke bruges til traktorgarage eller lufthangar," fortæller Christian Wedell-Neergaard til Kulturen på News.

Efterfølger lukker og slukker

Det var daværende transportminister Hans Christian Schmidt, der indviede museet sidste sommer, da flere skoleklasser væltede ind. Og nu er så hans efterfølger, transportminister Henrik Dam Kristensen, der lukker det.

Museet blev vedtaget i 2003 som en del af trafikforliget mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Det Radikale Venstre. Men først i 2011 var museet klar, bygget ved Holbæk på Sjælland.

Nu mener regeringen ikke længere, at der råd til det nye museum.

"Det er en benhård prioritering, men vi bliver nødt til at spare. Sådan er det," siger transportminister Henrik Dam Kristensen til Kulturen på News

Spild af skattekroner?

Henrik Dam, det har kostet 10 millioner at bygge museet, der ikke engang er ni måneder gammelt. Er det ikke spild af skattekroner?

"Jo, det kan man sige, men museumsdrift er ikke en kerneopgave for Transportministeriet," siger transportministeren til Kulturen på News

Henrik Dam Kristensen ved endnu ikke, hvad der skal ske med bygningen, men han vil gerne tale med museets bestyrelse om fremtiden. Det bør han også, understreger Christian Wedell-Neergaard, der mener ministeren som minimum bør stille museumsbygningen gratis til rådighed.

"Det er en hån mod de seks ansatte, der nu mister deres job at lukke museet. Men hvis vi kan drive bygningen videre gratis, er der masser af frivillige, der vil fortsætte arbejdet," fortæller Christian Wedell-Neergaard til Kulturen på News.

Også en sponsoraftale med Asfaltindustrien må nu droppes, efter at regeringen har droppet sin støtte til Danmarks Vej- og Bromuseum.