Nyheder

Bosse holder hånden over teaterdirektør

Krisen på Det Kongelige Teater er blusset op igen. Balletdanserne på Det Kongelige Teater har højst usædvanligt skrevet et brev til bestyrelsesformand Stine Bosse, hvor de gør det klart, at de har mistet tilliden til direktør Erik Jacobsen.

Ifølge DR Kulturs oplysninger står balletten ikke alene med kritikken. Også andre kunstarter på Det Kongelige Teater fortæller om, at de har forsøgt at komme i dialog med direktør Erik Jacobsen, men er blevet fuldkommen ignoreret.

Men formanden for Det Kongelige Teaters bestyrelse, Stine Bosse, mener ikke, den massive kritik af Erik Jacobsen er fair.

"Jeg er fuldstændig klar over, at der er en tillidskrise, og det skal der gøres noget ved, men jeg mener ikke kommunikationen er ikke-eksisterende, som nogen siger," siger Stine Bosse til DR Kultur.

To sider af den sag

Så når nogle medarbejdere forklarer, at deres henvendelser bliver fuldstændig ignoreret, så passer det ikke?

"Jeg har talt med Erik Jacobsen om det. Og lad mig blot sige, at der er to sider af den sag," siger Stine Bosse, der ikke ønsker at uddybe Erik Jacobsens udsagn.

Hun mener, det er naturligt, at Erik Jacobsen stadig forholder sig tavs til kritikken.

"Når kritikken er så massiv, så skal han ikke selv går ud og svare på den. Så er det bedre kommunikationen går gennem mig," lyder det fra Stine Bosse.

Hun mener, at det er muligt at genoprette tilliden mellem medarbejderne og ledelsen på Det Kongelige Teater.

"Absolut. Der er ingen, som er stolte af, hvordan situationen er lige nu, og nogle gange skal der er krise til, før tingene bliver bedre. Alle parter skal have gang i en helt anden dialog med en helt anden tone," lyder forslaget fra Stine Bosse.