Bilka sætter solcelle-anlæg på varehylden
Salget af solceller er steget kraftigt de senere år, og nu går varehuskæden Bilka ind på markedet ved at tilbyde professionelle solcelleanlæg til private husstande.
"Vi ønsker at tilbyde vores kunder en komplet løsning inklusive montering og tilslutning, hvor der bliver taget hånd om alt af en autoriseret installatør," siger Mads Rye Christensen, indkøbschef i Bilka.
Samtidig har man sikret, at butikspersonalet er rustet til at rådgive om solcellerne, ligesom Bilkas hjemmeside skal give kunderne svar på spørgsmål, der ofte skaber forvirring.
"Dermed bliver det mere trygt for kunderne at tage den store beslutning," siger Mads Rye Christensen.
Fem års garanti
Bilka forsikrer om kvaliteten af de anlæg, som man vil sælge. Derfor giver man fem års garanti på anlægget, der omformer solenergi til strøm, samt en ydelsesgaranti på 80 procent efter 25 år på selve solcellepanelerne.
I Energitjenesten.dk, der rådgiver om blandt andet solceller, glæder man sig helt generelt over, at der kommer flere og større spillere ind på dette marked, for mange, der henvender sig til tjenesten, er forvirrede omkring ansøgningsproces, nettomålerordningen og valget af leverandør af solceller.
På spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at investere i solcellerne, er svaret fra Energitjenesten enkelt.
"Det kan næsten altid betale sig at investere i solenergi på grund af solcellers lange levetid samt de lave renter og afdrag, som vi oplever for tiden," siger Peter Bolwig, energivejleder i Energitjenesten.