Nyheder

"Slut med løntilskud på en kvart million"

Statsministeren løftede en smule mere af sløret for regeringens kommende reformer, på sit ugentlige pressemøde i statsministeriet.

"Reformen er første del af en række tiltag, som regeringen vil gennemføre den kommende tid. Andre er kontanthjælp og skat," siger statsmininsteren.

"Vores samfund står overfor store udfordringer. Mennesker, som er på førtidspension og har et fleksjob. Vi er tilhængere af begge ordninger. Men der er heller ikke tvivl om, at ordningerne er skabt til en anden tid, og vi vil modernisere dem," siger statsministeren.

Hver fjerde under 40

Hver fjerde på førtidspension er under 40 år.

"Ingen under 40 år skal tilkendes førtidspension. Der vil selvfølgelig være undtagelser, men så mange unge som muligt, skal tilbage på arbejdsmarkedet," siger hun.

"Når det gælder fleksjobordningen, bliver pengene ikke brugt godt nok. Der er eksempler på folk, som tjener en halv million kroner om året med et løntilskud på en kvart million kroner årligt. Det holder ikke. Vi vil målrette den også mod dem, der kun kan arbejde få timer om ugen. Det kan skabe en positiv spiral," siger statsministeren og kalder udspillet ambitiøst.

Samme holdning som VK

Thorning understreger, at hun håber, at oppositionen går positivt ind i forhandlingerne.

"I forhold til førtidspension og fleksjob, har vi samme holdning som VK-regeringen. Pengene skal bruges til at lukke hullet i statens finanser," siger Thorning, som understreger, at regeringen altså ikke skal bruge provenuet fra aftalen til uddannelse eller andet.

Regeringen har afsat 1,4 mia. kroner til reformen.

Regeringen forventer, at reformen på området for førtidspensioner og fleksjob vil bidrage med 1,9 milliarder kroner til samfundsøkonomien i 2020 og med knap 3,5 milliarder på lang sigt, skriver beskæftigelsesministeriet på sin hjemmeside.

"Denne gang er det vigtigt, at forlisparterne har en aftale om, at det ikke må løbe løbsk. Det er en del af aftalen," siger Thorning om, hvordan man sikrer sig, at budgetterne bliver overholdt i forbindelse med reformerne.

Følg pressemødet med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og social- og integrationsminister Karen Hækkerup kl. 13.30 på TV 2 News og tv2.dk. Her fremlægger de to ministre de nye reformer.