Nyheder

Qvortrup: Historisk skidt dag for regeringen

SF er udråbt til stor taber i sagen om betalingsringen. Men allerstørst er nederlaget for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Det skriver TV 2s Henrik Qvortrup i denne Q&A.

Hvor god en dag er det her for regeringen?

En god dag? Er paven protestant? Det er en historisk SKIDT dag. Meget skidt dag. Se bare avisernes forsider. Regeringen - og ikke mindst dens absolutte top - står afpillet og ydmyget tilbage. Farcen om betalingsringen har været et studie i politisk inkompetence. Forløbet gennem de seneste tre måneder giver fortræffeligt stof til lærebøger om, hvordan manikkeskal håndtere en politisk krise.

Hvorfor gik det så galt?

Af tre grunde. Fordi regeringen fuldstændig undervurderede den folkelige modstand mod ringen. Fordi man ikke på forhånd regnede godt nok på de økonomiske effekter af en betalingsring, men i stedet sjussede sig sjusket frem til nogle tilfældige tal. Og endelig fordi statsministeren glemte at udvise politisk lederskab. Førend det var alt, alt for sent.

Men var det ikke smart nok - trods alt - at skrotte planerne om en betalingsring?

Jo, jo. Der var ikke nogen vej udenom. Rent faktisk har analysen i regeringstoppen længe været den, at en fastholdelse af den upopulære ring uundgåeligt ville føre til et valgnederlag. Problemet består i, at beslutningen kom alt, alt for sent. I dag må Helle Thorning forbande sig selv over, at hun lod sagen køre fuldstændig ud af kontrol - og dét endda for åbent tæppe. Hele nationen har således fra første parket kunnet følge med i de spektakulære slagsmål dels internt i regeringen, dels mellem borgmestre og regering.

Men Thorning sagde jo forleden da, at det har været en "god proces", og at hun ikke ville have undværet "debatten".

Ja, og månen er en grøn ost... Med sin anprisning af den "gode debat" tangerer statsministeren den legendariske Komiske Ali fra Bagdad. Sandheden er den enkle, at Thorning har hadet hvert et ord, der er blevet sagt i debatten, fordi den har udstillet en regeringstop ude af trit med, hvad danskerne mener.

Retfærdigvis må man vil sige, at statsministeren ikke kan gøres ansvarlig for, hvad tilfældige borgmestre måtte mene om en betalingsring?

Muligvis ikke. Men statsministeren kunne have gjort noget andet - nemlig skære igennem. Altså enten sige: "Shut up, sådan her bliver det". Det havde givet problemer, men trods alt også vist stålsat lederskab. Alternativet var på et tidligt tidspunkt at sige: "Vi dropper det hele". Thorning valgte i stedet mellemløsningen, strudsemetoden - indtil det var alt, alt for sent. Ikke just noget prangende forløb.

Men vel bedre sent end aldrig med en skrotning af ringen?

Det kan man argumentere for. Men problemet for statsministeren er, at hun med sine alt for sene indgriben har udløst en for hende ganske ubehagelig diskussion om hendes lederegenskaber. Altså om, hvorvidt Thorning overhovedet er i stand til at holde hovedet koldt i pressede situationer.

Men står det nu også skidt til med statsministeren. Hun får jo for eksempel ros for sin ageren som EU-formand?

Det er muligt. Men den djævelske logik er, at befolkningen ikke interesserer sig synderligt for EU-formandskabet. Eksempel: Forleden var Thorning i Paris hos præsident Sarkozy og måtte svare på spørgsmål om københavnske trafikforhold. Det er ganske illustrativt. Udenrigspolitik bliver aldrig en folkesag - betalingsringen, derimod, er noget, de fleste har en holdning til. Og kikser en statsminister i sådan en sag, så bliver det bemærket. Og så falder straffen hårdt. Bare se meningsmålingerne.

Men mands minde er kort i politik?

Ja, nogen gange. Det farlige for en statsminister er, hvis indtrykket af inkompetence bider sig fast. Den er svær at viske bort. Ligesom det i øvrigt er vanskeligt at få en tabt troværdighed tilbage. Og i sagen om betalingsringen smelter de to ting sammen. Dels handler den om troværdighed; regeringen havde jo lovet vælgerne en betalinsring. Dels handler sagen om (manglende) lederskab.

SF er rundt omkring blevet udråbt til den store taber?

Ikke helt uberettiget. For SF'erne er det bestemt en streg i regningen, at betalingsringen skrottes. Den var immervæk et af de mest markante valgløfter fra Søvndal. Og så mange sejre har partiet jo ligesom heller ikke haft siden regeringsdannelsen - for nu at sige det pænt. Og i dét lys er det naturligvis en ydmygelse at miste endnu en mærkesag.

Det er som om, at SF'erne i dag forsøger at tale aftalen op som en sejr?

Ja, man forsøger forståeligt nok at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Og naturligvis er der ikke tale om en sejr. Retfærdigvis må man dog sige, at partiet HAR fået en milliard til den offentlige transport - herunder en halv til lavere takster.

Men vil danskerne overhovedet kunne mærke de lavere takster?

Det er så det store spørgsmål. For når takstnedsættelserne skal spredes ud over hele landet, så vil den enkelte billet næppe blive meget billigere. Med mindre man altså vælger at målrette takstnedsættelsen.

Målrette?

En model kunne være, at man alene giver takstnedsættelser til unge. Fordelen ved den model vil være, at så vil den enkelte billet blive markant billigere, og at man samtidig tilgodeser et vælgersegment, som SF historisk har haft fat, men som på det seneste er begyndt at sive til Enhedslisten.

Men så vil mange jo slet ikke få noget som helst?

Og det er så omvendt problemet, idet mange så vil sidde tilbage med en følelse af totalt svigt fra SF's side: Hverken betalingsring eller lavere takster.

Men hvorfor er det kun et SF-problem. Betalingsringen var jo immervæk også socialdemokraternes mærkesag. Thorning har ligefrem garanteret, at den kom?

Præcis. Og derfor er det også, at SF'erne - for nu at sige det mildt - er en smule pikerede over, at socialdemokraterne mere eller mindre åbenlyst forsøger at placere aben på Søvndals skuldre. Vurderingen er, at socialdemokraterne forsøger at udnytte, at SF'erne i forvejen befinder sig i en krise. SF'erne peger således på, at forslaget om en betalingsring er fostret af de to partier i enighed. I det hele taget er stemningen mellem SF og Socialdemokraterne for øjeblikket på frysepunktet.

Thorning sagde da ellers forleden, at samarbejdet er i top?

Ja, og Komiske Ali bedyrede, at Bagdad ikke ville falde. Man må konstatere, at den tidligere så sammentømrede S/SF-akse for øjeblikket er stærkt udfordret. Der er således for øjeblikket pænt gang i bagtaleriet mellem ledende SF'ere og socialdemokrater.

Så sagen er ikke slut endnu?

Næppe. Dels har den prentet sig i vælgernes bevidsthed. Dels er der slået alvorlige skår i forholdet mellem de tidligere så tætte partnere, SF og Socialdemkraterne.