Nyheder

Villy og Helle er tavse om betalingsring

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har flere gange fastslået, at betalingsringen omkring København vil blive opført. Men forud for et møde tirsdag morgen med Villy Søvndal (SF) og flere topministre om betalingsringen er Thorning helt tavs.

Direkte adspurgt afviser Helle Thorning-Schmidt (S) at kommentere på flere mediers oplysninger om, at der er tale om et krisemøde udløst af stor uenighed mellem SF og resten af regeringen om betalingsringen.

"Vi står i Paris i dag, jeg har lige haft møde med præsident Sarkozy. Jeg tror, jeg holder, mig til at kommentere det," siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun henviser dermed til, at hun mandag besøgte Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, for at diskutere gældskrisen i EU.

SF's mærkesag

Heller ikke i SF ønsker man at kommentere på rygterne om, at betalingsringen for alvor truer regeringssamarbejdet og i yderste konsekvens kan få SF til at forlade regeringen.

Betalingsringen har været SF's mærkesag, som partiet har kæmpet hårdt for at få med i regeringsgrundlaget. SF's formand, Villy Søvndal, har også sat sin egen troværdighed ind på sagen ved at love vælgerne billigere busbilletter som følge af betalingsringen.

Derfor vil det være et enormt nederlag for SF, hvis der ikke er råd til at sænke prisen på den offentlige trafik.

Men langt ind i folketingsgrupperne hos både Socialdemokraterne og De Radikale er der skepsis over for projektet, som samtidig har været udsat for højlydt kritik fra flere socialdemokratiske borgmestre.

Kunne ikke enes om model

Ifølge TV 2's oplysninger kommer krisemødet efter, at finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) ikke har kunnet enes om en model.

Striden går på, hvor meget bilisterne skal betale for at krydse ringen og ikke mindst, om pengene skal gå til billigere kollektiv trafik, som SF ønsker eller til bedre kollektiv trafik, som S ønsker.

Slagsmålet er blevet kompliceret af, at man formentlig langt fra kan få det forventede provenu på to milliarder kroner om året fra betalingsringen.