Nyheder

Se listen: De er for og imod betalingsringen

Der går ikke en dag uden heftig debat om den kommende betalingsring i København. Men midt i al vivaret kan det være svært at bevare overblikket over, hvem der mener hvad.

Politikerne

Det er ingen hemmelighed, at betalingsringen mest af alt er SF og Socialdemokraternes projekt.

Socialdemokratiet:

"Vi ønsker en betalingsring, fordi der er åbenlyse problemer med at komme ind til København om morgenen og i myldretiden i det hele taget. Folk spilder rigtig lang tid i trafikken," sagde Helle Thorning Schmidt (S), da detaljerne om betalingsringen blev fremlagt i august sidste år.

SF:

Og det er helt i tråd med regeringspartneren SF, der i mange år har kæmpet for en betalingsring.

"Ligegyldigt hvor ringen ligger, vil der altid være nogle, der bor på den ene side og på den anden side, og som skal frem og tilbage. Vi har i København en udfordring med for mange biler, og det skal vi have løst. Derfor skal vi have en betalingsring. Luftforureningen bliver heller ikke bedre, hvis vi ikke gør noget," sagde Pia Olsen Dyhr, der før valget i 2011 var betalingsringsordfører for SF til Ekstra Bladet.

De Radikale:

Også det tredje regeringsparti, De Radikale, støtter forslaget, men med visse forbehold. For det første ønsker partiet en folkeafstemning om ringen, og for det andet ser det helst, at man indfører en bilafgift i stedet for en betalingsring.

"Folk dør i København på grund af luftforurening, og derfor er vores holdning til en betalingsring også klokkeklar. Vi mener bare, at man skal have en proces, hvor man inddrager befolkningen," har Morten Østergaard (R) sagt til DR.

Enhedslisten:

Også Enhedslisten vil have en betalingsring, men partiet kræver investeringer i den offentlige trafik til gengæld for støtten til betalingsringen. Enhedslistens stemmer er helt nødvendige, hvis regeringen ønsker at få vedtaget betalingsringen. Det skyldes, at alle andre oppositionspartier er imod forslaget.

De konservative:

De Konservative lover, at det vil rive betalingsanlæggene ned, hvis partiet kommer til magten efter næste valg.

"Vi er imod en betalingsring, og har vi en borgerlig regering efter næste valg, så skal vi også have betalingsringen væk," sagde politisk ordfører Benedikte Kiær i januar til Avisen.dk.

Venstre:

Selvom de tidligere regeringskammerater fra Venstre principielt er imod betalingsringen, vil partiets betalingsringsordfører ikke garantere, at den bliver revet ned, hvis nøglerne til Statsministeriet skifter hænder.

"Hvad der vil ske med den ring, tager vi stilling til den tid. Vi kan og vil ikke sige noget om det nu," siger Martin Geertsen.

Dansk Folkeparti:

Men hvis Dansk Folkeparti skal støtte en Venstre-regering, skal betalingsringen væk.

"Hvis betalingsringen nogensinde bliver stillet an, så skal der ikke herske tvivl om, at et af kravene fra Dansk Folkeparti til en kommende regering vil være, at den ring bliver pillet ned igen," sagde Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, til Politiken i januar. Et synspunkt, Liberal Alliance også støtter op om.

Liberal Alliance:

"Ethvert borgerligt parti med respekt for sig selv bør kæmpe imod en betalingsring, der udelukkende har til formål at kradse penge i statskassen på bekostning af ringere vilkår for erhvervslivet og højere skatter for den enkelte hårdtarbejdende dansker," siger trafikordfører Leif Mikkelsen (LA).

Kommunerne

15 borgmestre fra de københavnske omegnskommuner, hvoraf mange er socialdemokratiske, står sammen i ønsket om at droppe betalingsringen. Enkeltvis har flere borgmestre også været på banen for at advare imod betalingsringen. Roskildes socialdemokratiske borgmester, Joy Mogensen, har udtalt sig særdeles kritisk.

"Det er altså en krigserklæring over for alle dem, der bor uden for Københavns Kommune. Det ville klæde regeringen at være en regering for hele landet og ikke kun københavnerne," sagde Joy Mogensen, efter det kom frem, at betalingsringen ville ligge ved Københavns kommunegrænse.

I Gentofte Kommune har man taget skridtet fuldt ud og lagt sag an mod Københavns Kommune.

"Vi mener, der skal gennemføres en egentlig VVM-redegørelse for betalingsringen, og det har regeringen sagt nej til. Derfor har vi kun mulighed for at opfordre domstolene til at fastslå det som en pligt," har Gentofte Kommunes borgmester, Hans Toft (K), tidligere sagt til Ritzau.

Så sent som i sidste uge udtrykte borgmestre i omegnskommunerne frygt for, at betalingsringen kunne komme til at koste dem borgmesterkæder.

"Måske er det ikke så mange endnu, men reaktionerne vil komme, når man ser konsekvenserne af det. Og det kan blive de fire-fem pct. af stemmerne, der kan afgøre valget," lød det i går fra Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, til B.T.

Borgmestrene frygter, at betalingsringen blot flytter problemet fra København og til de kommuner, der ligger lige uden for ringen.

Forskerne

Flere forskere anerkender, at København har et trængselsproblem, der skal løses, viser en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt otte trafikforskere. Syv af dem anerkendte problemet, men de peger samtidig på andre løsninger end en betalingsring.

Harry Lahrmann, trafikforsker ved Aalborg Universitet, foreslår roadpricing, hvor alle bilister skal betale pr. kørt kilometer.

"En betalingsring er samfundsøkonomisk spild af tid og penge. Roadpricing kan være fuldt implementeret inden for tre-fem år," siger han til Politiken.

Og det er en løsning, som Ingeniørforeningens panel af trafikeksperter støtter op om.

"Roadpricing er en national løsning, som bør kunne samle partierne i Folketinget. Hvis der samtidig arbejdes for en effektiv kollektiv trafik, er vi på rette vej," siger formanden for Ingeniørforeningens Teknologiudvalg, Per Højbjerre, til DR i januar.

Men ikke alle forskere har opgivet en - eller flere - betalingsringe. Per Homann Jespersen, trafikforsker på Roskilde Universitet, foreslår to betalingsringe.

"Man kan vælge at lægge to ringe, og have en dyr og en billig zone. Den yderste kunne koste 10-12 kroner at krydse og den næste kunne være dyrere. Det ville bløde den lidt hårde adskillelse i yderzonerne en anelse op," siger han.