Nyheder

Naboer jubler efter vindmølledom

Naboerne til ti 127 meter høje vindmøller i Lammefjorden nordvest for Holbæk jubler, efter at det i dag blev afgjort, at de ikke er opsat lovligt.

"Det er vi meget, meget tilfredse med, og det er faktisk sådan, at vi synes, at der ikke havde været retfærdighed til, hvis ikke det var gået vores vej," siger den lokale planteskoleejer Boye Jensen.

Retten har afgjort, at Miljø- og Naturklagenævnet begik en fejl, da møllerne blev opført. Nævnet afviste nemlig naboernes ønske om at udføre en supplerende miljøvurdering af støjniveauet og indvirkningen på naturen, da de planlagte 22 vindmøller blev til ti kæmpe vindmøller.

Fortsat mange hvis'er

Nu afventer naboerne sagens videre udvikling.

"Der er mange hvis'er, som vi skal have afgjort nu. Advokaten skal have læst de 45 sider igennem, og så må vi tage den derefter. Men vi håber selvfølgelig, at de stopper dem nu," siger driftsleder Kurt Skovbjerg.

Vil helst se vindmøllerne fjernet

Sagen skal ifølge Landsretten tages op i Naturklagenævnet igen, og naboerne håber, at udgangen på det hele bliver, at svenske Vattenfall Vindkraft bliver nødt til at pille vindmøllerne ned igen.

"De skal stoppes. De har ikke grundlag for, at de kunne blive sat op, så det må være løsningen," siger Boye Jensen.

Der var i alt 15 lokale beboere, der havde anlagt sagen mod Miljø- og Naturklagenævnet.