Nyheder

Mænd jubler over knibeøvelser

Op imod en halv million danskere lider af inkontinens - det vil sige, at de har svært ved at holde på vandet. Det kan i mange tilfælde afhjælpes med en manøvre, som populært kaldes knibeøvelser.

Mange kvinder kender nok til øvelserne, men nu hopper mænd også med på knibe-bølgen.

Københavns Kommune tilbyder et gratis kursus i knibeøvelser til mænd over 65, og det har flere takket ja til.

"Det burde alle mænd gøre," siger pensionist Eddie Nørkjær, som er en af mændene på holdet.

"Før, jeg kom her - og vi begyndte på det her, da var jeg oppe på toilettet om natten klokken 12, klokken ét, klokken to, klokken tre og fire - og jeg fik aldrig en nats søvn."

En sidegevinst

Problemer med at holde på vandet er ikke noget, de fleste ligefrem skilter med.

"Det er noget, som ikke er let at snakke om - Men jeg blev forbavset, dengang vi begyndte her," siger Eddie Nørkjær, som oplevede at mændene på kurset kunne snakke åbent om problemet.

Også pensionist Bent Erik Hansen deltager i kurset.

"Det var lidt specielt den første gang, for det var ikke, noget man normalt har gået og knebet sammen," siger han til TV 2 Nyhederne.

Han oplyser, at der også er en sidegevinst.

"Den der seksuelle formåen, den kan du også forbedre," lyder det.

Mændene i gruppen er blevet oplært i knibekunsten, og nu skal de frivilligt oplære andre i, hvordan de kan forbedre deres livskvalitet ved at knibe visse dele af kroppen sammen.