Nyheder

Ghettoskole: Muslimsk skole er ikke bedre

Det er ikke mangel på faglighed, der får muslimske forældre til at fravælge folkeskolen og melde deres børn ind i muslimske friskoler.

Sådan lyder meldingen fra viceskoleinspektør Per Vigand på Abildgårdskolen i Odense-bydelen Vollsmose.

"Den begrundelse, jeg hører oftest, er, at friskolerne tilbyder undervisning i arabisk. Der er helt klart noget tradition i deres skolevalg," siger Per Vigand.

Boom i friskoler

Dagbladet Politiken fortæller tirsdag, at muslimske friskoler oplever et boom i disse år. På bare tre år er elevtallet således steget med 25 procent fra 3175 til knap 3967 elever.

Politiken skriver om drengen Imran, som skiftede fra Abildgårdskolen i Vollsmose til den muslimske friskole Al-Salahiyah Skolen, da han var ni år. Blandt andet fordi fagligheden på friskolen skulle være højere.

Men det afviser Per Vigand:

"Høj faglighed er altså ikke noget, der kendetegner Al-Salahiyah Skolen. Langt fra."

Eleverne vender tilbage

Al-Salahiyah Skolen tilbyder kun undervisning til og med sjette klassetrin, og derfor vender mange af eleverne tilbage til folkeskolen, fortæller viceinspektøren.

"Det er ikke vores oplevelse, at de elever, der vender tilbage derfra, på nogen måde overstråler de andre elever," siger Per Vigand.

På Tovshøjskolen i Gellerup ved Aarhus mener skoleleder Jesper Lund Madsen, at de muslimske friskoler skaber et bedre karaktergennemsnit, fordi de problematiske elever bliver smidt på porten.

"Friskolerne kan til- og fravælge elever. Det har vi grundlæggende ikke mulighed for i folkeskolen," siger han og tilføjer:

"Men det, mener jeg, er et af folkeskolens plusser. Det skaber større mangfoldighed. I sidste ende kan det dog vise sig på de samlede gennemsnitskarakterer i folkeskolen."